Stamtræ
Mette Marie Sophie Johansen Muus
Født: Mette Marie Sophie Johansen Muus, 20. marts 1851, Viborg Tugthus, Viborg Tugthus Sogn, Nørlyng Herred, Viborg Amt som datter af Johannes Pedersen Muus og Else Cathrine Andersdatter
Kirkedøbt: 25. maj 1851, Viborg Tugthus, Viborg Amt.
Død: 12. juni 1933, Aahvile i Skjern by, Ringkøbing Amt.
Begravet: 16. juni 1933, Dejbjerg Kirkegaard, Ringkøbing Amt.
Gift 11/11-1870 med Niels Christian Jensen Qvembjerg, Dejbjerg Kirke, Ringkøbing Amt.
Forældre Tugthusfange Else Cathrine Andersdatter og Udlagt Barnefader Ungkarl Johannes Pedersen Mus .
MUSE-SLÆGTEN
Om museslægtens ældre historie har der gået en mængde sagn. Med en Abraham Musen som hovedfigur er der fortalt og skrevet mange ting om ,,Abrahams Kjel”, hvorfra navnet stammer, og hvor der skulle være fore-gået hårrejsende begivenheder, som: en mand slået ihjel og liget kastet i kilden — en mand levende begravet — en kvinde, Laang Margret, dræbt syv af sine børn og puttet dem i ,,æ kjel”.
Jo, der er blevet talt og skrevet — digt og virkelighed imellem hinanden; blandt andre har Carit Etlar skrevet om disse mennesker og begivenheder.
Abraham Musen og hans Sønner).
Tager vi de mere faktiske forhold, standser vi ved en omvandrende natmand, Peder Carlsen, også kaldet Pæ Mus. Denne var gift med Jens Rakker i Kvembjergs datter, Mette Marie Jensdatter. På deres omvandring fik dette par flere børn, af hvilke to blev født, før forældrene blev gift.
I Bølling-Nr, herreds politiret blev der afholdt forhør for at få fastslået, hvor natmand Peder Carlsen var forsørgelsesberettiget. Det oplystes her bl. a., ,,at han i 40 år har rejst omkring, mest i Ringkøbing amt, og han siger, at han ikke har opholdt sig en måned uafbrudt noget sted. Han og hans kone har i de sidste seks år ikke været til alters, da man alle steder har været bange for, at de skulle falde sognene til byrde”.
Deres søn Johannes Pedersen eller Johannes Mus blev født i Dejbjerg den 6.1. 1818.
Da Johannes var blevet konfirmeret, varede det ikke længe, inden han foretrak driverlivet frem for at tjene hos egnens bønder, og han blev flere gange tiltalt for løsgængeri og afsonede flere domme herfor. Han var ikke gift, men levede sammen med Anders Jensen Kvembjergs datter, Else Cathrine. Det gik så pø om pø og ikke altid, som det skulle. En gang sad de begge i Viborg tugthus, og den 25.5 1851 fik Else Cathrine datteren, Mette Marie Sophie Johansen, i tugthuset.
Den 17.11. 1856 behandlede fattigkommissionen i Dej bjerg et andragende fra Johannes Pedersen Mus om at måtte ægte Else Cathrine Andersdatter, der opholdt sig hos ham. Kommissionen gav sit samtykke, og den
21.12 1856 blev ungkarl Johannes Pedersen Mus, 39 år, på Vognbjerghede, viet til pige Else Cathrine Andersdatter, 32¼ år gammel, i Dejbjerg kirke.
Johannes Mus boede i et hus lidt nordvest for Riverhus, og huset kaldtes Musereden. Han gik på jagt og fiskeri, lavede bliktøj og klinkede for folk, og Else Cathrine tiggede. Det hændte, at Else Mus og Stine Kvembjerg fulgtes ad, når de var på tiggeri. Munden og strikkepindene gik da i vældig fart, og så snuste de og nøs, så det skingrede.
Johannes Mus var en noget særpræget skikkelse inden for sin stand. Han drak og bandede ikke, som skik var mellem de folk. Derimod rejste han ud i flere sogne og talte ved religiøse møder. At han ikke tog let på det med religionen, tyder det følgende på: Det var skik og brug, at man før i tiden skulle gå til alters to gange om året, hvorfor der holdtes altergang en række søndage om foråret og ligeså om efteråret. Man tegnede sig nogle dage i forvejen hos degnen, og denne skrev navnene i kommunionbogen.
Ved forårsaltergangen i Dejbjerg i 1882, der begyndte søndag den 28.marts, er de første på listen Johannes Pedersen og hustru, Vognbjerg — og søndag den 4. juli sluttedes med altergang, og som de sidste på listen i kommunionbogen står: Johannes Pedersen, hustru og datter An Katrin. Det viser os noget i disse tider ualmindeligt.
Omkring 1890 flyttede familien fra huset i Vognbjerg til fattighuset, og efter et ophold der flyttede den til Rondalhus ved Rabjerg. Johannes og Else Cathrine havde nogle børn — vistnok alle piger. En af døtrene, An Catrin, boede hos forældrene.
Efter at Johannes Mus var død i 1905, flyttede Ane Cathrine til Varde, mens enken, Else Cathrine, kom til sin datter og Niels Kvembjerg i Bjørnemose. Her døde hun den 31.1 1915, 92 år gammel. Da hun var død, gik
Niels Kvembjerg til et sognerådsmedlem og spurgte om, hvad kommunen gav i begravelseshjælp. Han fik svaret 15 kr. Da sagde Niels med eftertryk: ,,Så blywer hun stå’en!” På en eller anden måde kom et forlig i stand, og Else Cathrine blev begravet.
Fhv. kedelpasser Mads Chr. Brosbøl i Vejen husker stadig dramaet. Brosbøl er født i Dejbjerg, og han er en af de få, som stadig har et klart erindringsbillede fra den tid, da rakkerne (taterne, kjæltringerne eller natmandsfolket, som de også kaldtes) gjorde Vestjylland mere eller mindre usikkert. (Dette ifølge Brosbøl)
(Tekst: Hans E. Buchwald. Muligvis fra Jyllands-Posten 1965).
Fortalt af Brosbøl:
Nu er rakkerne dvalske deroppe, sagde bønderne i min barndom, og så gjaldt det om at få dørene stænget, for når rakkerne holdt deres drikkegilder, gik det ikke altid af i stilhed. Jeg husker tydeligt den berømte rakker Niels Kvembjerg. Han hentede hver morgen skummetmælk på min fars gård, men jeg husker ham nu
kun som en fredelig mand. Hans kone hed Mette Marie Muus. Hun var ligesom sin mand fuldblods rakker.
Mette Marie Muus var meget charmerende, temperamentsfuld – og meget, meget levende. Hendes fødder var de mindste, jeg mindes at have set, og karakteristisk var, at lokkerne i hendes hår ikke vendte samme vej – men modsat. Man sagde om hende, at hun var den smukkeste brud, der nogensinde havde sat sine ben i Dejbjerg kirke. Der gik mange mere eller mindre sande – rygter om rakkerne.
Jeg har hørt fortælle, at Niels Kvembjerg engang skulle have tøjret sin kone fast i lyngheden med et reb om halsen. Han var blevet så urimelig fuld i anledning af, at ægteparret havde haft et barn i kirke. Mette Marie havde svigtet ham foran alteret, idet hun havde opgivet et andet navn til præsten end det, hun og Niels
Kvembjerg var blevet enige om. Fra den side husker jeg heldigvis ikke Niels Kvembjerg.
Da vækkelserne opstod omkring århundredskiftet 1900, omvendte Niels Kvembjerg sig, og folk begyndte ligefrem at respektere ham, men jeg kan ikke mindes, at han på noget tidspunkt har ernæret sig ved borgerligt arbejde.
Udskrift af Jens Laurids Jensen: "Barndomsminder" Hardsyssel A°rbog, 1960 s. 59-60. ..... Det skete ogsaa ved Foraarstide, at en Familie, der havde opført sig ordentligt, fik Lov at komme ud af Fattiggaarden og prøve at klare sig selv med lidt Hjælp. Dette blev engang Niels Kvembjerg tilladt. Niels var en god Arbejder og af dem, der ogsaa vilde arbejde. Han og Familien kom ud at bo i et lille Hus paa Heden øst for Gaarden Andbæk i Lem. Familien var stor, men Niels klarede sig vistnok selv siden med lidt Hjælp. Niels var Søn af den gamle Rakker Jens Kvembjergi Dejbjerg, og hans Kone var Datter af Johannes Mus i Vognbjerg. Det skete engang, mens de boede i Andbækhus, som de kaldte Stedet, at de skulde have et Barn i Kirke, hvad ikke var nogen Sjældenhed for dem, Bestyreren paa Dejbjerg Fattiggaard var bestilt til at køre til Lem Kirke, og alt var for saa vidt i Orden. Men saa kom der noget i Vejen, saa der ikke blev Barnedaab den Gang. Niels havde nemlig fra tidlig Morgen begyndt Festen med at drikke en god Del Brændevin, hvad ogsaa satte sit Præg paa ham, idet han blev brutal og kom indi Stuen med et Stykke Reb og bandt om Mette Marie, nu skulde hun tøjres ud paa Lvngen, saa kunde hun holde Fest der. Niels fik ogsaa Mette Marie tøjret og gik saa ind igen. Nu var det ordnet. Imidlertid fik Mette sig frigjort af Rebet og tog derefter over til Fattigga°rden, hvor hendes Forældre var. Her erklærede hun, at hun ikke vilde leve sammen med sin Mand en Dag længere, og heri var hendes Moder enig med hende. Noget op paa Dagen indfandt Manden sig og bad Hustruen, om at følge med hjem, hvad meget bestemt blev afslaaet. Herover blev Manden meget bedrøvet, sa° angerfuld, græd og sagde, at hvis hun fastholdt sin Beslutning. gik han i Graven af Sorrig. Nu begyndte Svigermor at mægle Forlig, og efter nogen Forhandling blev Forliget bragt i Orden, og Ægteparret forlod Gaarden paa krum Arm i bedste Forstaaelse og gik til deres Hjem. Siden har jeg ikke hørt, der var noget Vejen imellem dem. Niels førte i Grunden et skikkeligt Levned og var vellidt af Omegnens Befolkning.
