Christen Milthersen 1780 - 1860	Else Christensdatter 1786 - 1868	Jens Kirch 1764 - 1829	Anne Nielsdatter 1769 - 1839			Iver Kirkeby 1778 - 1834	Anna Buckberg 1775 - 1856
Christen Christensen 1805 - 1888		Johanne Jensdatter 1807 - 1871		Jens Poulsgaard 1808 - 1899		Maren Iversdatter 1803 - 1845
Christen Milthersen Christensen 1835 - 1919				Ane Johanne Jensdatter Poulsgaard 1841 - 1920

Christen Christensen Veie

Født: Christen Christensen Veie, 12. september 1870, Aargab, Holmsland Klit Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt som søn af Christen Milthersen Christensen og Ane Johanne Jensdatter Poulsgaard

Kirkedøbt: 23. oktober 1870, Haurvig Kirke, Ringkøbing Amt.

Død: 20. december 1910, Vaeroey. Lofoten, Norge.

Stilling: Fiskeskipper.

Gift 24/05-1892 med Else Marie Jensen, Husby Kirke, Ringkøbing Amt.

Forældre: Christen Miltersen Christensen Veie og Hustru Ane Johanne Jensen Poulsgaard.

Christen Christensen 74 Enke(mand) forsørges af Husfaderen forsørges af Husfaderen her i Sognet  

 

                                    EN SØMANDS SAGA - et skibsforlis

 

Han blev født i Årgab by, Holmlands klit den 12. september 1870 og fik navnet Kristen Kristensen Veje.

Kristen var eneste barn af fiskehandler og gårdejer Kristen Miltersen Veje.

I følge skudsmålsbogen er han kommet ud at tjene første gang i 1888. I den første plads var Kristen fæstet som arbejdskarl fra 1. november 88 til 1. nov. 89. Lønnen var 120 kr., 1/4 for vinter, resten for sommeren.

I de følgende år havde Kristen forskellige pladser, indtil han begyndte at fiske. I 1892 blev han gift med Else Marie Jensen i Husby kirke, og et par måneder efter flyttede de til Esbjerg. I de følgende år fik de 10 børn, hvoraf det ene døde som spæd.

Kristen var en meget urolig sjæl, der havde svært ved at finde sig til rette, og efter nogle år i Esbjerg tog han til England for at skabe en fremtid for sig og sin efterhånden store familie.

Hans mål var at blive kaptajn på en af de store engelske trawlere, der fiskede på Hvidehavet, men det krævede både engelsk styrmands- og kaptajnseksamen. Disse eksamener klarede han samtidig med, at han forsørgede sin store familie.

I november 1906 blev det yngste barn, en lille pige, der fik navnet Rigmor, født, og kort tid efter blev de enige om, at Marie skulle flytte til England.

Nu opstod der imidlertid et problem. Selv om Kristens forældre ikke ofte fik besøg af deres søn og hans familie på grund af fattigdom, syntes de, at det var så forfærdeligt, at de nu skulle flytte til England, for så så de dem aldrig, og derfor overtalte de Marie til at lade den ældste datter, Johanne, blive hos dem. Johanne, der dengang var 14 år, ville gerne blive tilbage hos bedsteforældrene, der da var blevet temmelig velhavende; men Marie fortrød det mange gange siden.

Da Rigmor var 6 uger, tog Marie af sted med sine børn. De sejlede med damperen fra Esbjerg. Det blev en forfærdelig rejse for hende. Vejret var meget dårligt, og hun var så søsyg, at hun måtte blive i køjen meget af tiden, men heldigvis var personalet om bord meget hjælpsomt, og kahytsjomfruen passede børnene, når hun ikke selv kunne.

Kristen fiskede fra Hull, og der slog familien sig ned. Det var et hjem, der trods fattigdom var fyldt med varme og med stor omsorg for børnene.

Børnene lærte hurtigt at tale engelsk. De store gik i skole, og de små fandt legekammerater på gaden. Om lørdagen gik de i lørdagsskole i den danske sømandskirke, og om søndagen var det en selvfølge, at alle børnene var med i den danske sømandskirke.

Kristen var næsten altid på havet, så opdragelsen af børnene var overladt til Marie. Hun gjorde meget ud af, at de ikke skulle glemme det danske. I hjemmet talte man dansk, og hun lærte dem mange danske sange, for inderst inde håbede hun på, at de engang skulle flytte tilbage til Danmark.

Kristen nåede sit mål. Han blev kaptajn på den store engelske trawler ”Botanic”, og nu begyndte det at gå fremad for dem, for fiskeriet på Hvidehavet gav store penge.

Den ældste søn, Kristen, var blevet forhyret som skibsdreng om bord, og han var med, da ”Botanic” i 1910 sejlede ud på det, der skulle blive dens sidste tur. Marie tog afsked med dem og glædede sig til at skulle se dem igen 2. juledag; men hun skulle aldrig gense sin mand.

Fiskeriet i Hvidehavet havde været godt, men dårligt vejr i området havde forsinket dem. Nu var de endelig på vej hjem og skulle være hjemme omkring nytår.

Fra Hvidehavet sejlede de ned langs Norges kyst. Da skibet var i farvandet mellem Lofotøerne blev der en forrygende snestorm. Himmel og hav stod i et, og man kunne kun se et par skibslængder frem, så man var fuldstændig afhængig af kompasset, der var det eneste hjælpemiddel, man havde på den tid.

Den 27. december kl. 10.30 om formiddagen skete katastrofen. ”Botanic” løb på et skær ud for den lille ø Værøy.

De følgende timer blev frygtelige for besætningen. Bølgerne vaskede ind over skibet, og redning fra land var umulig på grund af vejret. 6 af de 13 besætningsmedlemmer mistede livet og ligger begravet på kirkegården på Værøy, blandt dem var kaptajnen, min morfar.

En drøm går i opfyldelse.

En gammel drøm om engang at komme til Værøy for at se, om gravene var der endnu, og høre, om der var nogle, der kunne fortælle noget om, hvad der var sket, gik i opfyldelse i 1973, da vi med vore 4 børn var på campingtur i Norge.

Efter en sejltur på 4 timer fra Bodø nåede vi Værøy. Vi samlede bagagen sammen og begav os på vej fra havnen op mod en lille by uden at vide, hvor vi skulle gå hen.

Vi kunne se, at vejen et stykke derfra delte sig i to. En vej førte hen til byen, og en anden førte mod nord over fjeldet.

Da vi var kommet et stykke hen ad vejen, mødte vi en mand. Han skulle have at vide, hvor vi kom fra. Det fortalte vi og spurgte, om der fandtes campingpladser på øen. Det gjorde der ikke, vi kunne slå telt op, hvor vi ville. Derefter fortalte vi ham om vort ærinde. Han vidste besked med ”Botanic”s forlis. De reddede var blevet bragt til hans hjem, de døde lå begravet oppe på den gamle kirkegård på den nordlige ende af øen.

Vi skulle altså over fjeldet mod nord, og vi fik forklaret, at vi kunne se de skær, hvorpå forliset var sket, når vi kom på den anden side af fjeldet.

Der var 8 km. til nordøen, så vi besluttede at campere på stranden 4 km. derfra i nærheden af en klynge fiskerhuse, hvor vi kunne få vand. Vejret var fint, men der blæste en kold vind.

Øen bestod af fjeld og var uden træer i nærheden af, hvor vi opholdt os. Vi fandt et sted, der lå i læ af nogle store klippeblokke og med lidt græs, og børnene gik i gang med at rejse telt, mens vi gik efter vand i et af husene.

Der var kun en gammel kone i stuen, og hun hørte dårligt, så hun foreslog, at vi skulle komme igen senere, så var fiskeren kommet ned, de skulle nemlig ud med båden.

Klokken var blevet 9 om aftenen. Teltet var rejst, og Orla gik tilbage til fiskerens hus. Der fik han oplyst, hvor vi kunne finde kirkegården, og hvor vi skulle lede efter gravene. De vidste god besked med ”Botanic”s forlis, da det var foregået lige i nærheden, men de kunne ikke forstå, at vi var kommet dertil i dette ærinde, da trawleren jo var engelsk.

Efterhånden fattede de sammenhængen, og en af dem udbrød: Så er han der altså et oldebarn. Det var Peter, der var med derhenne.

De skulle ud at fiske, men bad Orla komme igen næste dag, inden vi tog af sted.

Efter en meget kold nat og mere eller mindre radbrækkende, vi havde kun tæpper under os på fjeldet og tre dyner til 6 mennesker, begav vi os tidligt næste morgen mod nord. Vejret var stadig fint, og hele vejen havde vi udsigt til den række skær, hvorpå forliset var sket.

Endelig stod vi ved målet for vor vandring, kirkegården. Vi gik derind og begyndte at lede efter gravene. Alle grave var groet til med græs, både de gamle og de nye. Da fandt vi en lille forhøjning, hvorpå der var en sten med en hvid plade og indskriften:

Kaptejn K.K. Veje – fødsels- og dødsdato

Samt indskriften: Fred med dit minde.

Der stod en lille plastikblomst på graven foran stenen. En eller anden må have sat den engang. Det kunne godt se ud, som om det var nogle år siden.

Efter et øjebliks forløb gik børnene ud for at plukke en buket markblomster, og vi gik over for at tale med en ældre mand, der slog græs ved siden af.

Vi præsenterede os og spurgte, om han vidste noget om forliset. Han var selv kun et par år, da det skete, men hans forældre havde fortalt ham om den frygtelige snestorm og om den store, engelske trawler, der først var rendt på et skær, men var kommet fri for derefter at rende så hårdt på det næste skær, at forenden af skibet stod oppe på skæret.

Af de, der stod på forenden, var nogle sprunget i vandet for at svømme ind, men de var blevet slået ihjel af brændingen, 6 druknede, og 7 blev reddet.

Der var en ting, der gik igen hos de mennesker, vi talte med. De kunne ikke forstå, at en af de reddede havde talt dansk, da det var en engelsk trawler, og at vi kom fra Danmark for at lede efter kaptajnens grav, så vi måtte fortælle dem om familieforholdene.

Nu havde børnene plukket en smuk buket, og vi gik tilbage og lagde den på graven. Vi så også efter de øvriges grave. Senere fik vi at vide, at dem var der ingen sten på, familien havde selv bekostet stenen på kaptajnens grav.

Da vi gik tilbage, var manden væk. Han havde skullet hjem for at fortælle om de mærkelige turister fra Danmark. Han havde for øvrigt givet os en adresse, som vi skulle opsøge, når vi kom tilbage til den lille by, vi skulle sejle fra.

Fiskerne havde tilbudt os, at hvis vi blev en dag mere, ville de sejle os ud til skæret, hvor man stadig kunne se vraget af ”Botanic”, men da Karin mente, at man var da et hvidt menneske, og vi andre heller ikke syntes, at vi ville overnatte på fjeldet igen, pakkede vi bagagen sammen og gik hen for at tale med fiskerfamilien en sidste gang.

Orla stod og talte med fiskeren og jeg med den gamle kone, der nu var sat ind i sagerne, og en ung fiskerkone, der var kommet til. Den unge kone fortalte, at onkel Kresten havde opholdt sig i hendes svigermors hjem, indtil han kunne komme hjem, og de to havde skrevet sammen i flere år. Det kunne den gamle kone bekræfte, for hun havde læst et af brevene. ”Han var så ulykkelig”, sagde hun, ”men de sagde også, at han var kaptajnens søn”.

Efter at have taget afsked med den venlige fiskerfamilie gik vi ned til havnepladsen, placerede børn og bagage der og opsøgte den adresse, vi havde fået. Den gamle kone der vidste ikke noget, da hun var kommet dertil senere, men hendes søn gav os sin onkels adresse. Han var på et alderdomshjem nede ved Oslo, men havde været lærer på øen, da forliset skete. Inden vi gik, viste han os kommandobroen fra ”Botanic”, der stod i deres have. Han hentede børnene, så de også kunne se den, og Peter og Palle reddede sig hver nogle små stumper fra den.

Da vi gik derfra, traf vi tilfældigt en gammel mand, der havde været med ved redningsarbejdet. Han huskede det hele, men kunne kun bekræfte, hvad de andre havde fortalt.

Derefter måtte vi desværre tage afsked med øen og med nogle mennesker, der gjorde, hvad de kunne for at hjælpe os i vor søgen. De havde oplevet mange forlis, men alle blev husket og fortalt fra forældre til børn, og især ”Botanic”s forlis huskede man, fordi det var sket ved juletid.

Vi sagde til de mennesker, vi talte med, at vi troede, graven havde været sløjfet for mange år siden, og at ingen huskede noget efter så mange års forløb, men de kunne ikke finde på at sløjfe graven, og selvfølgelig huskede de.

Da vi kom til Frederiksstad ved Oslo, opsøgte vi den gamle lærer, og han fortalte os følgende:

Hans svigermor havde sygehuset på øen. Der havde de gjort klar til at skulle fejre hans bryllup, da den frygtelige tragedie med ”Botanic”s forlis skete 3. juledag.

De overlevende var kommet ind den dag, forliset skete; men næste dag tog de med fare for deres eget liv ud for at hente deres døde kammerater, så de kunne blive begravede. Alle 6 døde blev bragt op til sygehuset og lå der, til de blev begravet.

Den engelske konsul i Bodø sørgede for, at der blev sendt kister derover, han sørgede for en stor krans og deltog selv i begravelsen. Denne havde været meget gribende. De seks kister var blevet ført op til kirken på nordøen, hvor de stod ned ad midtergangen. Næsten hele øens befolkning deltog, og læreren, der fortalte, var selv kirkesanger ved begravelsen. Derefter var de blevet begravet ved siden af hinanden på kirkegården. Han mindedes det så tydeligt, fordi det skete dagen før hans bryllup. Flere ting fra skibet var solgt på auktion, der iblandt barometeret, som han havde købt, og som nu befandt sig i hans søns besiddelse.

Turen til Værøy gav os et indtryk af, hvad der var sket ved forliset, men ikke hvorfor det skete, og i de følgende år fik vi større og større lyst til at undersøge, om det var muligt at afdække årsagen.

Først i 1990, 80 år efter forliset fik vi atter mulighed for at drage mod nord. Vi besøgte først graven på Værøy. Den var der stadig, men mange af de andre gamle grave var blevet sløjfet og taget ind til nye begravelser, så en skønne dag bliver de fremmede sømænds grave nok også sløjfede.

Vi besøgte derefter nogle avisredaktioner både på Lofoten og i Bodø for at få fat i avisartikler om forliset, men alle steder blev vi henvist til universitetsbiblioteket i Oslo, hvor man havde aviserne på microfilm.

På biblioteket var de os meget behjælpelige. Det lykkedes at finde avisartikler om forliset, og vi fik taget kopier af dem.

I en af aviserne findes følgende beskrivelse af forliset:

Redningen af de 7 overlevende mænd fra trawleren ”Botanic” foregik under særdeles vanskelige forhold, idet disse i stormen og den høje sø måtte trækkes i en trosse fra skibet over i en mindre båd og derfra over i en større redningsbåd. Redningsmændene, 8 stykker herfra, fortjener offentlig påskønnelse.

Til supplering af vort første privattelegram om det frygtelige forlis på Værøy meddeles følgende enkeltheder:

Omtrent ved 11-tiden onsdag formiddag i forrygende snestorm af nordøst hørte man uafladelige hyl af en sirene ude fra søen, som var voldsomt oprørt. Fra land kunne man intet se, og det var umuligt at komme ud for at hjælpe fartøjet. Omsider hørte man ikke sirenen længere, og man troede, at dampskibet var passeret til havs.

Da imidlertid vejret klarede op ved 1-tiden, sås ude i skærene et dampskib, der var grundstødt. Det var i det tætte snevejr stødt på Hundholmskærene og var kæntret, så det lå fuldstændig over på siden. Man kunne se, hvorledes folk ombord var klatret op fra dækket, som uafladeligt overvaskedes af bølgerne, og klamrede sig krampagtigt til riggen.

Fra Breivik gik straks to både ud, og fra Røstnesvågen roede en båd ud med lensmand Herness ombord. De af besætningen, man kunne se, bjærgedes ved at blive halet gennem søen med liner fra forskibet. Agterskibet overskylledes fuldstændig og var absolut utilgængeligt.

Det viste sig, at flere af besætningsmedlemmerne før bådenes ankomst var gået overbord. Under forsøg på at sætte båd i vandet havde en vældig brodsø skyllet kaptajnen, bådsmanden, fyrbøderen og en letmatros overbord. Samtlige druknede lige for den øvrige besætnings øjne.

Styrmandens lig fandtes agterude på dækket og bragtes i en af bådene med stort besvær. Efter megen arbejde lykkedes det at komme hen til det og få slået et tov om det, hvorpå det haledes gennem vandet og løftedes op i en båd af bjergningsmandskabet. Antageligt er han dræbt af et slag af rattet, da der var mærker på liget.

Bådsmandens lig fandtes kort efter drivende i søen og bragtes i land. Kaptajnens, fyrbøderens og letmatrosens er derimod ikke fundet.

Trawleren ”Botanic” var hjemmehørende i Hull og var på rejse fra Hvidehavet til hjemstedet med en ladning flyndere.

Bjergningsmandskaberne fra Værøy fortjener stor ros for det dygtige arbejde, som de udførte under meget farefulde omstændigheder.  Deres liv var i fare. Særlig lensmand Herness og Håkon Eriksen, Breivik gjorde et stort arbejde.

Ved et skibsforlis skal der afholdes søforhør for evt. at klarlægge årsagen. Søforhør over ”Botanic” blev afholdt den 5. januar 1911.

Da vi stadig ikke havde fundet svaret på spørgsmålet ”hvorfor”, skrev vi til amtet i Trondhjem og bad om en kopi af søforklaringen, og det efterfølgende stammer derfra. Den engelske konsul havde ellers protesteret mod forhøret, da englænderne selv ville holde det, når besætningen kom til Hull, men nordmændene forlangte det afholdt i Bodø, hvortil de overlevende var ankommet, og den engelske konsul var da også til stede.

1. vidne, maskinist Hans Larsson fortalte, at han havde vagt i maskinrummet sammen med fyrbøder Smith, da grundstødningen skete. Han sendte Smith op på dækket, men blev selv nede for at fylde vand på kedelen. Da han kom op på dækket et kvarter efter, stod folkene ved redningsbåden, som hang i daviderne. De fortalte, at kaptajnen og bådsmanden var skyllet over bord.

Da søen vaskede ind over agterskibet, foreslog v., at man skulle gå forover, hvorefter man gik op på broen. Her savnedes matrosen Smith og fyrbøderen. V. spurgte efter dem og fik at vide, at matrosen også var skyllet over bord, men fyrbøderen var gået ned efter redningsbælter, og man havde ikke set ham siden. Efter at have opholdt sig på broen ca. 5 minutter fortsatte man hen til forskibet, da søen nu også skyllede ind over broen. Den senere omkomne styrmand gik ikke med, men senere forsøgte han at krybe derhen. Det lykkedes ikke for ham, han blev af en bølge slynget ind mod siden. Han krøb derefter tilbage, og siden så v. ham ikke i live. Man regnede med, at styrmanden mente det sikrest at blive på broen, men man havde heller ikke mulighed for at komme ham til hjælp

Kokken Kristian Svinding forklarede, at han opholdt sig i kahytten, da skibet grundstødte. Han vækkede andenmaskinist og bådsmand og sprang derefter op på dækket. Her så han kaptajnen, der stod i redningsbåden, der var placeret på agterdækket. På kaptajnens ordre sprang han ned efter en kniv til at overskære bådens fangline med, så man derefter kunne løse bådens surringer. Bådsmanden var nu også kommet op i båden for at hjælpe kaptajnen. Netop som de havde fået løst surringerne, kom der en stor sø, som skyllede båden ned i skibets bagbord side. Denne sø tog også kaptajnen og bådsmanden med. V. selv blev slynget ned på dækket, men det lykkedes ham at få fat i noget og holdte sig fast. Da han rejste sig igen, så han et kort øjeblik bådsmanden og kaptajnen i vandet, men man kunne intet gøre for at redde dem.

Også dette vidne mente, at det havde været umuligt at komme styrmanden på broen til hjælp, da alle var våde og udmattede og sikkert ville være skyllet over bord, hvis de havde forsøgt at komme hen til broen.

Fisker George Ellioth forklarede, at han, da skibet grundstødte, lå i køjen. Han kom op på dækket, men så hverken kaptajn, bådsmand eller fyrbøder, derimod så han matrosen Smith, som fulgte med, da folkene forlod agterskibet for at gå op på broen. En stor bølge slyngede Smith over mod bagbordsrælling, og den næste skyllede ham derefter over bord. Denne anden sø slog også ind over Ellioth, og da han igen kunne se, så han matrosen i vandet 8-10m. fra skibet. Der kunne intet gøres for at redde ham.

2. maskinist Harald Atkinsson fortalte, at han sammen med fyrbøderen gik ned for at hente redningsbælter. På tilbagevejen gik fyrbøderen først op ad trappen. Da Atkinsson kom hen til foden af trappen, kom de bælter, fyrbøderen bar på, ned igen. Der kom netop i det øjeblik en stor sø ind over skibet; denne rev fyrbøderen med, netop som han gik ud på dækket. Vidnet så ikke mere til fyrbøderen.

Den mest interessante forklaring på vort spørgsmål, hvorfor, gav den 17årige Kristen Miltersen Veje. Han forklarede, at han, da skibet grundstødte, stod på broen og havde udkig. På broen var også hans far (kaptajnen), styrmanden og rorgængeren, den matros, der druknede. Der var stærk snestorm, tæt snetykning og høj sø. Skibet gik med fuld fart. Det var kaptajnen, der havde kommandoen. Man havde holdt samme kurs siden kl. 7.30 om morgenen. V. lagde mærke til, at kaptajnen og styrmanden hele tiden så efter på kompasset, at kursen blev holdt. V. fortalte, at hans far engang havde fortalt ham, at han havde oplevet, at kompasset havde haft misvisning oppe under den norske kyst, til hvilken side kunne han ikke huske.

Søforhøret gav ingen endegyldig forklaring på, hvorfor forliset skete. Er det denne misvisning på kompasset, måske med hjælp af den farlige Moskenesstrøm, den strøm, der i stormvejr har været skyld i mange skibsforlis, der er skyld i det?

Ingen ved det.

Efter at forliset var blevet kendt i Danmark, skrev sognepræst H. K. Knudsen, Børglum i Vendsyssel et stykke i Vendsyssel Tidende. Han skrev bl.a.

Sjældent undgår man, når der berettes om en fiskertrawlers forlis, da at finde et dansklydende navn blandt de omkomne. En mængde af disse dampskibe har danske kaptajner, ja, jeg tør sige, at flere af vore landsmænd netop som sådan er fremragende………. Men i dag vil jeg fortælle lidt om kaptajnen på ”Botanic”. Det skal være et lille mindeord om en af mine venner i Hull. Han var vant til havet dernede ved Esbjerg, kendt med fiskerlivet både fra den gode og onde side. Da han for flere år siden tog over til England for at vinde en bedre stilling for sin talrige familie. For hen imod 5 år siden kom hans hustru med 9 børn under 14 år, den yngste kun 5 uger til Hull, hvor manden arbejdede. Det blev omtalt i Hulls blade, at den danske kone med sådan en flok børn i denne kolde årstid havde vovet sig over havet. Hun gjorde det for at være en støtte for hendes mand i den by, hvor der er så utroligt meget, der kan lokke vores fiskere ud i en livsfarlig elendighed. Hvor var det hyggeligt at komme i det hjem, skønt det var den største fattigdom, de kæmpede med, desuden hustruen skrøbelig, men det var nogle prægtige børn. Jeg ser endnu mig omgivet af disse glade børn, der var så taknemlige bare for et venligt ord, altid mødte de i min lørdagsskole, og om søndagen i koret, de der var store nok. Den ældste dreng har stadig, siden han blev konfirmeret og kom til søs, skrevet til mig, så jeg har lige siden min afrejse været i forbindelse med dem. Når Christian Veje kom hjem, holdt han sig altid til hjemmet, og adskillige forhandlinger har vi haft netop i de trange kår, de sad i. Frem ville Christian Veje. Styrmandseksamen, ja skippereksamen på engelsk måtte han have, men det er ikke sådan at få tid til studering, når man har 10 at tjene brød til, men energisk var han. Til jul hørte jeg fra vore venner, at nu var han blevet fører for en trawler, og han tjente store penge i det hvide hav, hans søn Kristian var med og havde fået sin del af fortjenesten, og nu så forleden dag kom der et brev, Christian Vejes trawler er forlist, og besætning druknet. Det ser ud til, at både ham og Kristian er druknede. Mrs. Veje ventede hendes mand hjem 2. juledag, hun havde hørt den frygtelige efterretning, at manden var druknet, men hvad var der blevet af hendes 17årige søn. En lettelse var det, da hun hørte, at han levede. Ulykken har kastet en lykkelig familie ind i en hjerteskærende sorg. Mrs. Veje, moder til 8 børn, småfolk, som endnu klynger sig til moderens skørter. Hun er næsten lammet af sorg. Det eneste billede, hun ejer af sin mand, vil hun på ingen måde give slip på. Man har vel ønsket det, for at det kunne komme i avisen….

Da forliset skete, gik Marie derhjemme i Hull og glædede sig til at skulle gense mand og søn. Hun havde fejret julen alene med de hjemmeværende børn, men nu vidste hun, at de andre var på vej hjem. En eftermiddag skulle Marie besøge en veninde, hun havde fået i Hull. På vejen derhen hørte hun avisdrengen råbe om trawlerforlis ved Lofoten. Uden tanke for, at det kunne være ”Botanic”, købte hun en avis. Da hun kom ind til veninden, skulle hun lige kaste et blik i avisen for at se, hvem der var forlist. Hun fik lige set navnet ”Botanic”, så blev alt sort for hendes øjne, og hun faldt om på gulvet.

Rederiet havde glemt eller måske ikke nået at give hende besked, inden avisen kom på gaden.

Det blev en svær tid, der nu fulgte for Marie. Den mand, hun havde delt ondt og godt med i alle de trange år, var omkommet nu, hvor det var begyndt at lysne for dem. Sønnens skæbne kendte hun ikke, og frygten for fremtiden lurede. Hvad skulle hun stille op alene i et fremmed land, hvor skulle hun få penge fra til at leve for.

Da kom der besked om, at sønnen var reddet. Det var en utrolig lettelse for hende i hendes sorg.

Marie var meget religiøs, og hun og hendes familie havde stor tilknytning til den danske sømandskirke i Hull. Da ulykken skete, trådte den danske sømandspræst til og sørgede for, at Marie kom til at bestyre den nyoprettede danske læsestue, hvor nordiske fiskere og sømænd kunne gå hen og læse bøger og aviser og få en kop kaffe.

Da Kristen havde fået forliset lidt på afstand, tog han igen ud at fiske, og de øvrige drenge fulgte også i deres fars fodspor, da de blev gamle nok.

I 1914 udbrød den første verdenskrig. Familien boede dengang i udkanten af Hull. Mørkelægningsgardiner havde man ikke, så når luftalarmen lød, og zeppelinerne nærmede sig for at bombe, måtte tøjet tages på i mørke, og man løb ud og smed sig på marken, til afblæsningen kom.

I 1916 havde Marie fået nok, og hun valgte at rejse tilbage til det fredelige Danmark. Andreas, den næstældste af drengene valgte i stedet at tage til USA for at prøve lykken der. Han var da 19 år, og hans mor så ham aldrig siden.

Tilbage i Danmark havde Marie det godt. Børnene voksede til. Drengene fiskede, og to af pigerne blev gift med fiskere.

Sorger undgik hun ikke, og havet toldede rigeligt af hendes familie. I slutningen af tyverne og i trediverne tog det 2 sønner, en svigersøn og et barnebarn. Den ene af sønnerne var Kristen. – Marie døde i 1950 78 år gammel.

Forfatter Else Veje Rasmussen, født Nielsen.

Fået af Michala - tak.