Anne Marie Grønning

Født: Anne Marie Nielsdatter Grønning, 29. juli 1836, Sunds, Sunds Sogn, Hammerum Herred, Ringkøbing Amt

Kirkedøbt: 7. august 1836, Sunds Kirke, Ringkøbing Amt.

Død: 15. maj 1901, Kærgaard Mark, Sunds S. Ringkøbing Amt.

Begravet: 19. maj 1901, Sunds Kirkegaard, Ringkøbing Amt.

Stilling: Rakker

Samlever med Rakker Casper Nielsen Hodde

Forældre: Kirsten Marie Pedersdatter Grønning og udlagt barnefader fra Dejbjerg Niels Kat.

Anne Marie Grønning var af Sogneraadet indlogeret i Kærgaard, da Fattiggaarden var ned brændt i april 1900.

Samtlige personer i husstanden 

Ringkøbing, Hammerum, Sunds, Sunds Bye, Et Huus, 19, FT-1840, C3971 

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Jørgen Sørensen 49 Gift  Huusmand  
Anne Hansdatter 38 Gift  hans Kone  
Kirsten Marie Grønning 25 Ugift  Almisselem, Indtinget til Forsørgelse  
Anne Marie Nielsdatter 4 Ugift  hendes Datter. Almisselem 

 

Samtlige personer i husstanden 

Ringkøbing, Hammerum, Sunds, Sunds Bye, et Huus, 39, FT-1845, C1458 

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Jørgen Sørensen 54 Gift  Huusmand her i Sognet  
Anne Hansdatter 43 Gift  hans Kone Folding, Ribe  
Anne Marie Grønning 9 Ugift  Almisselem her i Sognet  

 

Samtlige personer i husstanden 

Ringkøbing, Hammerum, Sunds, Sunds, Huus, 60, FT-1850, B8264 

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Jørgen Sørensen 59 Gift  Huusmand, lever af sin jord Her i Sognet  
Ane Hansdatter 49 Gift  Hans Kone Her i Sognet  
Ane Marie Grønning 14 Ugift  Tjenestepige Her i Sognet  
Inger Jensdatter 71 Enke  Almisselem Sinding  

 

Samtlige personer i husstanden 

Ringkøbing, Hammerum, Sunds, Torup bye, Fattigfor. . .??, 20.2, FT-1855, D3663 

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Kirsten Marie Grønning 45 Ugift Almisselem  Her i Sognet  
Ane Marie Grønning 19 Ugift Strømpebinder  Her i Sognet  
Johanne Marie Jørgensdatter 71 Enke Almisselem  Lemvig  

 

Samtlige personer i husstanden 

Ringkøbing, Hammerum, Sunds, Kjærgaard, 3a, 111, FT-1901, D7931 

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:

Søren Sigaard Jensen 18541228  E  Fattiglem Sunds Ringkjøbing  
Jensine Marie Pedersen 18810401  U  Fattiglem Sunds Ringkjøbing  
Søren Peder Pedersen 18990415  U  Fattiglem Herning Ringkjøbing  
Ane Marie Grønning 18360729  U  Fattiglem Sunds Ringkjøbing  

 

 

Bølling-Nørre Horne herreders ret

Delt note:
Sensitive:0 1882.08.29 Dom Justitssagen nr. 5/1882 Actor Kammerraad Procurator Krarup ctr. Ane Marie Grønning for Manddrab, Løsgjængeri og Betleri Afsagt d. 29. August 1882 Afskrevet efter Bølling-Nørre Horne herreders domprotokol 1871-1888 LAN B 81 - 5106 Ifølge Amtets Actionsordre af 9de August d. A. tiltales under nærværende Sag Ane Marie Grønning for Manddrab, Løsgængeri og Betleri. Den 27de Juni d. A. om Eftermiddagen Kl. omtrent 5 blev i Deibjerg Hede ved en lille Høi fundet Liget af en Mandsperson tildækket med Lyngtørv, og da Ligets Hoved var blodigt og der tillige paa det Sted, hvor Hovedet havde hvilet , fandtes en Blodpøl, opstod der strax Formodning om, at der maatte forelægge et Drab, hvilken Formodning ogsaa blev bekræftet ved det Dagen efter over Liget foretagne Syn., idet Districtslægens Erklæring da gik ud paa, at Døden maatte være fremkaldt ved stærk ydre Vold ved Slag med en stump Gjenstand. Ved den af Liget den 30te f. M. foretagne Obduktion fandtes et splintret Brud af Pandebenet og et firkantet Stykke af dette Been og af Issebenet af 2" x 2-1/4" Størrelse løsrevet og indtrykket i Hjernen og forefandtes desuden flere mindre Brud af Pandebenet og var navnlig Dækket over begge Øjehuler splintret. Endvidere fandtes i det noget porøse Brystbeens Legeme et splintret Brud med stærkt sugilerede Rande i Mellemrummet mellem 3die og 4de Ribben. Af Obduktionsfundet have Obducenterne concluderet, at de i Ligets Hjerneskal forefundne Læsioner, der er tilføjet Afdøde i levende Live, have medført Døden., at Liget antages at have henligget ca. 8 Dage og at Beskadigelserne i Hovedet kunne være frembragte ved stærke, gjentagne svingende Slag med en i en Pose eller et Tørklæde indhyllet Steen af fleere Punds Vægt, samt endelig at Beskadigelsen af Brystbenet antages frembragt ved, at Voldsmanden med Kraft har kastet sig paa Knæ ned paa Afdødes Bryst, hvorpaa Obducenterne i en senere indhentet Erklæring have udtalt, at Beskadigelsen af Brystbenet paa samme Maade som de øvrige Beskadigelser ogsaa kan være frembragt ved Slaget af en Steen. Efter at Afdøde var bleven gjenkjendt som Casper Nielsen (Hodde), en hjemløs Person, som i en lang Aarrække have flakket omkring med Ane Marie Grønning, og flere Omstændigheder tydede paa, at han var blevet dræbt af hende, blev hun nogle Dage efter anholdt og har hun da ogsaa tilstaaet sig skyldig i Gjerningen og i saa Henseende afgivet følgende Forklaring: I henved 25 Aar har Arrestantinden levet sammen med Afdøde, skjønt de ikke var ægteviede og havde til-bragt omtrent hele denne Tid paa Vandring uden fast Bopæl eller Tilholdssted, men have de ikke haft Børn sammen. Samlivet mellem dem skal i Begyndelsen have været godt, hvad derimod ikke have været Tilfældet i de senere Aar, og navnlig skal Ufordrageligheden imellem dem, der ofte skal være udartet til Mishandling af hende fra Afdødes Side, naar ingen saa det, vær bleven større efter at Afdøde i 1786 for Syphilis have været indlagt paa Sygehuset i Ringkøbing, formentlig begrundet i, at de begge efterhaanden bleve mere hengivne til Brænde-vinsdrik, og har Arrestantinden ogsaa erkjendt, at hun ved at svare Afdøde igjen, naar denne var vred, har gjort denne mere opbragt imod sig. Onsdagen den 21de Juni kom Arrestantinden og Afdøde til Bjørnemosehuset i Dejbjerg Sogn, hvor de forbleve til Fredag Morgen d. 23de s. M., da de om Morgenen Kl. omtrent 8 gik bort, efter at de havde nydt lidt Brændevin, uden at dog nogen af dem havde været svirende, medens Arrestantinden Dagen i Froveien skal have været beruset og umedgjørlig, hvad hun dog ikke selv har villet erkjende. Fra Bjørnemose gik de vest paa ind over Deibjerg Hede, da det var deres Agt senere paa Dagen at begive sig til Anders Rasmussen i Røgind og skal Afdøde paa denne Vandring slebet paa sin Kniv og truet med at ville benytte den mod Arrestantinden og Anders Rasmussen, idet han skal have udtalt, at de begge om Aftenen skulle faa en blodig Ryg, og at han skulde give dem saa meget, at de ikke skulle hoste det af sig, hvilke Udtalelser Arrestantinden vil have opfattet som Trudsler om, at han, naar de kom til Røgind, vilde gjøre en Ulykke baade paa hende og Rasmussen, og har Arrestantinden derhos forklaret at han med Kniven stødte efter hende og ramte hendes Forklædelinning, men at han iøvrigt den Dag, hverken slog eller mishandlede hende. Efterat de vare komne til en lille Høi i Heden lagde de sig ned, og efter at Casper havde lagt sin Frakke under sit Hoved, saa at den tildels ogsaa dækkede hans Ansigt, faldt han i Søvn, hvorhos Arrestantinden ogsaa sov ind, men blundede hun kun et Øjeblik, og da hun vaagnede og kom til at tænke paa, hvad hun skulle gribe til for at komme bort fra Casper, med hvem Samlivet for hende var blevet uudholdeligt, opstod den Tanke hos hende at dræbe ham, hvad hun aldrig tidligere vil have tænkt paa, og forekom det hende, at det var den eneste Udvei for hende, eftersom hun meente, at det ikke nyttede hende noget at gaa bort fra ham, da han i saa Fald snart ville finde hende igjen, og hun ei heller vilde henvende sig til Politiet eller Fattigvæsenet for paa den Maade at unddrage sig ham, da hun i saa Fald indsaa, at hun ville blive indlagt paa en Fattiggaard, hvortil hun følte afgjort Ulyst. I over et Qvarter vil hun have tænkt over Sagen samt over, paa hvad Maade hun bedst skulle skille ham fra Livet, og forekom det hende, at hun lettest kunde gjøre det med en Steen, da hun ikke havde andre Redskaber ved Haanden, og da hun netop fik Øje paa en stor Steen som laa i Nærheden ved en Tørvestak, og som er befunden at veie 2 u^ 37 ???? Ør ????, gik hun strax hen og tog den og lagde den i en Fiskerpose, som hun medførte, og efter at hun havde dreiet Posen nogle Gange omkring for at Steenen kunde ligge fast og hun udvendig paa Frakken havde følt, hvor hans Hoved laa, slog hun, idet hun sad paa Hug eller paa sine Knæ, og idet hun med begge Hænder holdt om Posen, Casper med Steenen, det første Slag i venstre Tinding og derefter det næste Slag paa venstre Kind, og da Casper, der havde ligget paa højre Side, derefter vendte sig, og hun saa Blodet løbe stærkt inde under Frakken, men uden at han gav nogensomhelst lyd fra sig, tilføjede hun ham, som nu var kommet til at ligge paa Ryggen , det 3die Slag med Steenen i Panden og gav hun ham derefter mulig endnu flere Slag, hvad hun dog ikke med Sikkerhed har kunnet mindes. Da Casper imidlertid blev liggende rolig paa Ryggen uden at klage sig eller give nogensomhelst Lyd fra sig, og han efter hendes Formodning kun laa og lurede, gav hun ham derefter endnu et Slag paa Brystet, uden at hun kan erindre, hvor hun ramte. Slagene bibragte hun af al sin Kraft af Frygt for, at Casper ellers skulle reise sig og gjøre hende Fortræd, og tillige for at gjøre det af med ham i en Fart, for at han ikke skulle pines, og har hun udtalt som en Mulighed, at Casper allerede var død efter de 2 første Slag, og inden han fik Slaget i Panden. Efter at hun havde dræbt Casper, tildækkede hun Liget med nogle Lyngtørv, men lod dog en Flig af hans Frakke stikke frem for at Folk kunde se, at der laa et Menneske, og efter at hun endnu havde opholdt sig ved Liget et Qvarterstid, gik hun bort uden at undersøge dette eller borttage Noget fra det, men antog hun, at der i Lommerne beroede en Tokrone, som dog ikke senere er funden. Resten af Dagen drev Arrestantinden omkring og kom først ved Sengetid til Anders Rasmussen, hvor hun meddeelte, at hun havde dræbt Casper. At Forholdet mellem Afdøde og Arrestantinden har været slet, er tildeels oplyst under Forhøret uden at dog Noget foreligger for, at Skylden herfor væsentlig har ligget hos Afdøde, men at han ogsaa kunde være voldsom imod Arrestantinden fremgaar af Anders Christian Kjærs og Anders Christian Nielsen Qvembergs Forklaringer, hvorefter Afdøde - medens han og Arrestantinden i nogle Dage opholdt sig i Comparenternes Hjem, som de maa antages at have forladt den 19de Juni d. A. - under et Skjænderi med Arrestantinden skal have villet kaste en Træsko efter hende eller truet med at slaa hende den i Hovedet, hvad Kjær dog strax skal have forhindret. Da der derhos i Bjørnemosehuset efter Afdødes og Ar-restantindens Bortgang er savnet en gammel sortskaftet Lommekniv, kan det være rimeligt, at Afdøde har med-taget den, og muligt er det saaledes ogsaa, at han underveis har slebet den og kan have ridset med den i Arrestantindens Forklæde, men da Kniven ikke er trængt længere ind, kan stødet med den ikke have været ført med Kraft eller været farligt for Arrestantinden, og da hun derhos - om Afdøde maatte have udstødt Trusler mod hende og Anders Rasmussen af saadan Beskaffenhed og paa en saadan Maade, at hun kunde have Grund til at anse dem for alvorligt meente, og hendes og Anders Ras-mussens Liv herefter udsatte for Fare - efter at Afdøde havde lagt sig til at sove, havde tilstrækkelig Leilighed til at fjerne sig og sikkre saavel sig som Anders Rasmussen, kan hun ikke, da hun dræbte Casper, have betragtet sig som værende i Nødværgetilstand, hvad ogsaa fremgaar deraf, at hun vel indsaa, at hun kunde ty til Fattigvæsenets Hjælp, men ikke vilde vælge denne Udvei, da hun ikke vilde indlægges paa en Fattiggaard, og kan hun , da hun fattede Beslutning om at dræbe Casper og gav sig i Færd med Gjerningen, ei heller antages at have ved Truslerne været bragt i nogen særlig ophidset Sindsstemning, da hun har tilstaaet, at hun, efter at Casper var sovet ind, ogsaa selv lagde sig til Ro og faldt i en omend kun kortvarig Søvn. Ved Overtrædelse af et Arrestantinden ved Ham-merum Herred givet Tilhold om hver Lørdag at møde paa Herredskontoret for at give Oplysning om Maaden, hvorpaa hun ernærede sig, samt ved arbejdsløs at strejfe omkring uden at søge Arbejde og ernære sig ved at betle, har Arrestantinden derhos endvidere tilstaaet sig skyldig i Løsgængeri og Betleri. - Efter det anførte maa det anses tilstrækkelig oplyst, at Arrestantinden med Overlæg har dræbt Casper Nielsen (Hodde) og vil hun, der er født den 29de Juli 1836 og mange gange tidligere er straffet deels for Ejen-domsindgreb, men væsentlig dog for Løsgængeri og Betleri derfor efte alm. borgerlig Staffelovs 190 være at straffe pa° Livet, hvorved vil være absorberet den Straf hun tillige er ifalden efter Lov 3. Marts 1860 5, jfr. 2. - Arrestantinden vil derhos have at udrede alle af hendes Arrest og Sagen i det Hele lovlig flydende Omkostninger og derunder i Salair til Aktor og Defensor her ved Retten henholdsvis 15 Kr og 12 Kr foruden Diæter til Først-nævnte efter Overøvrighedens Bestemmelse. Sagførelsen her ved Retten har været forsvarlig. Thi kjendes for Ret: Arrestantinden Ane Marie Grønning bør straffes paa Livet ; saa bør hun og udreede alle af hendes Arrest og Sagen i det Hele lovlig flydende Omkostninger, og derunder i Salair til Aktor Kammerraad Krarup 15 Kr. og til Defensor Sagfører Kiær 12 Kr. foruden Diæter til Førstnævnte efter Overøvtighedens Bestemmelse. At efterkommes under Adfærd efter Loven [sign] J Lauridsen M. JørgensenP. Outzen J Christensen

 

 

Ane Marie Grønning og Casper Hodde
H. P. Hansen:
Natmandsfolk og Kjæltringer
Bind I, side 218-ff
Ane Maries historie er næsten saa mørk og trist, son en kjæltringkvinds kunne blive. Som uægte barn, med en kjæltringkvind til moder, opdraget, d.v.s. udliciteret til den, der ville tage hende for den mindst mulige betaling, uden at have kendt et hjem, havde hun ringe mulighed for at naa op i en agtet stilling blandt sine medmenneskrer. Men, man gjorde uret, hvis man lagde skylden for, at hun mislykkedes, over paa samfundet eller paa retsplejen, som skik gerne er, naar et individ synker med i dybet.
Hun fik sine folks slette egenskaber i vuggegave, manglede energi til at modstaa sine slette tilbøjeligheder, sthal, betlede og drev om i landet med andre kjæltringer istedet for at tjene sit brød ved ærligt arbejde, hvad hun absolut ikke var afskaaret fra i sin ungdom, naar blot hun selv ville. Begyndelsen var god nok! Og saa endte hun endda som et i bund og grund ødelagt individ, med at slaa sin mangeaarige ledsager ihjel, komme i livsvarigt fængsel, blive bena°det efter 14 aars forløb for endelig at komme hjem og henleve resten af sit elendige liv i det slettest mulige selskab med et fordrukkent mandfolk og faa aar efter dø som et usselt vrag.
Ane Marie Nielsen Grønning blev født den 29. juli 1836, vist nok i Dejbjerg, og døb5t i Sunds den 7. august s. aa. Som barnefader udlage moderen Kirsten Marie Niels Skott (Niels Christensen) fra Dejbjerg. An Mari blev som barn bortliciteret til Jørgen Sørensen, Sønderaas Huse, der f. eks. i 1846 fik en tønde rug for at have hende.
Første søndag efter paaske 1851 blev hun konfirmeret i Gjellerup Kirke efter at være "befunden god i Christen- doms Kundskab og meget god i Opførsel". Derefter fik hun plads hos selve herredsfogeden, justitsraad Feddersen paa Nørholm ved Herning fra maj til november s. aa. I hendes skudsmaal udtrykte herredsfogeden sin fulde tilfredshed med hende, og jeg mindes ligeledes, at baade Søren og Carl Truelsen fra nabogaarden Vesterholm fortalte, at hun dengang var en meget skikkelig pige.
Fra den 25 marts 1857 havde Ane Mari plads hos en mand i Vejrum ved Holstebro, men der løb hun fra i august, kom hjem til sin moder i Sunds Fattighus, strejfede om og stjal, da hun en dag var ude at tigge, et lommeuhr hos en snedker Povl Mikkelsen i Ørre. Man fandt uret hos hende, hun bekendte, blev arresteret og i Hammerum herreds ekstraret d. 17. marts 1858 idømt 2x5 dages fængsel paa vand og brød.
Paa den tid var hun bleven kærest med Casper Nielsen, kaldet Casper Hodde eller Hoje, der var en søn af Niels Outrup og Anna Kierstine Caspersdatter fra Rind sogn. I fire aar strejfede parret om uden fast opholdssted eller arbejde. Ganske vist optraadte Casper Hodde som glarmester, men han havde ingen bevilling, og de levede nærmest af betleri.

Paa en tur til Skjernegnen laa parret en Nat i husmand Niels Kjærgaard Olesens Lade i Klokmose i Faster. Fra laden gik de op paa stuehuesets loft og stjal et Rugbrød.Tyveriet blev opdaget, og man satte efter tyvene, der smed brødet. Kort efter blev de paagrebne, og da deres synderegister ikke var lille i forvejen blev han nu i Bølling Nørre herreds ret idømt 1 aars forbedringshusarbejde den 1. sept. 1861.
Efter at de havde udstaaet deres straf, gik der nogle aar, inden de atter kom paa kant med loven. Fra den tid har en gammel mand fortalt mig, at han var til session i Holstebro i 1863. Der var 2 vognfulde karle fra Sunds. Undervejs sprang der en karl op i den vogn, hvor fortællerens sad. Karlene spurgte kusken, om de ikke skulle smide den uvedkommende Karl ned, og det gjorde de. Men karlen, det var Kjælle-Casper, "bløw inhaa belw vre", og da man kom til Holstebro, var der mødt flere kjæltringer op, blandt andre ogsaa An Mari Grønning og Casper Hodde, de ville slaas med de Sunds karle. Casper Hodde fløj paa en møllersvend og var haard nok ved denne, indtil fortælleren kom til og kastede Casper over ende, men nu kom An Mari Grønning løbende, og hun slog fortælleren i hovedet med en Pung, hvori der var penge. Det endte med, at kjæltringerne blev anholdt.
I maj 1867 fik Casper og An Mari besøg af Casper Bastrup og samme dag af en kvinde ved navn Marie Bendix Sivertsen, der, efter hendes lange strafferegister at dømme, var en meget erfaren dame. Om aftenen var An Mari Grønning inde hos bager Jensen i Herning, hvor hun fik et rugbrød paa kredit, idet hun opgav falsk navn. Og dagen efter lykkedes det, vist nok paa Marie Bendixs initiativ, at faae en kurvfuld hvedebrød af samme bager i kommission. Noget af brødet fortærede kjæltringerne, og lidt gik de to Caspere til Snejbjerg med dagen efter og fik det bortbyttet med 3 pund uld.
Da der var gaaet et par dage uden at handelsmændene havde afleveret kurven og aflagt regnskab for salget, blev kjæltringerne meldt til politiet. Uheldigvis var politiet saa uforskammet hurtige i vendingen, at komplottet blev arresteret, inden ulden blev gjort i penge, for det var naturligvis ellers meningen, at bageren skulde have haft sine penge for brødet. An Maries forseelse blev d. 10. august vurderet til 6x5 dages vasnd og brød, medens hovedmanden Marie Bendix Sivertsen fik 8 maaneders forbedringshus.
I efteraaret 1870 blev Casper og An Mari sammen med flere løsgængere anholdt i Holstebro-kanten. An Mari havde i Skave solgt bliktøj og tigget, og da Casper blev anholdt, var han brutal og satte sig til modværge. Ved Holstebro købstads politiret fik An Marie den 6. sept. en dom paa 8 dages simpelt fængsel, medens Casper i en ekstraret den 4. oktober fik 4x5 dages vand og brød for løsgængeri m.m. Og en maaneds tid senere blev parrest straffet i Hammerum herred, igen for betleri.
Først paa aaret 1873 er de en tur oppe ved Løgstør-egnen. De kom ind i Valsted Kro en dag og laa der om natten. Casper svirede med et par andre bosser og grisede om natten sengen til, hvorfor kromanden om morgenen forlangte en rimelig betaling for at kunne faa sengetøjet renset, men gæsterne lavede optøjer og forlod kroen uden at betale. Parret blev eftersøgt og An Mari anholdt. medens Casper undslap, og saa fik hun den 2. april 2x5 dages vand og brød for betleri.

Ved Hjerm-Ginding herred blev parret i maj 1877 tiltalt for bedrageri, løsgængeri betleri og overtrædelse af straffelovens  101. Hos en kvinde i Ragborg havde de laant et uldent klæde, som Casper havde bortbyttet i Vemb, og da de blev anholdte, var de opsætsige - Casper talte især ringeagtende om sognefogdens politiskilt og sagde "at det ligesaa godt kunde hænges om en hund!" Denne respektløshed over for øvrigheden i forbindelse med andre forseelser blev den 8. maj takseret til 3x5 dages vand og brød.
Casper Hoddes signalement er i 1876: Høj af vækst, blondt haar, blaa øjne, sort overskæg og mørk ansigts- farve, og An Maris lyder: Lille af vækst, blondt haar, blaa øjne og rød ansigtsfarve.
I 1878 stod vore folk atter tiltalt ved Hammerum herreds ret for betleri, løsgængeri og bedrageri. Siden 2. paaskedag havde de flakket om i forskellige herreder, indtil de den 6. juni blev anholdt i nærheden af Arnborg kro, hvor de havde slaaet sig ned i en grusgrav. Da politibetjent Rasmussen fra Herning anholdt dem, fandtes Casper i besiddelse af en laft bøsse, som han dog knaldede af paa befaling, en pung med 58 øre og en foldekniv, medens An Mari havde 28 øre, nogle synaale og hægter hos sig.
Blandt parrets synder var det særlig graverende, at Casper og An Mari en dag havde været inde hos en ugift kvinde Ane Kirstine Johansen i Nøvling, hvor Casper havde truffet aftale med kvinden om at tage hendes 17-18aarige søn med sig for at lære denne at lave bliktøj. Drengen kom straks med parret og fik en bylt med sig, hvori der var et par underbukser, en vest, en skjorte samt et skind, beregnet til skødeskind. Casper havde opgivet, at de boede hos Lars Kjær i Herning, og der skulle uddannelsen foregaa.
Til at begynde med synes Casper at have været ret omhyggelig for sin lærling, idet han for det første tog sig omsorgsfuldt af den nævnte bylt, og dernæst i Snejbjerg kro, hvor han havde købt brændevin, bød drengen paa en snaps. Da lærlingen ikke ville drikke brændevin, sagde Casper, at saa var det bedst, at han gik foran til byen, for saa kunne han købe et par træsko og vente paa mesteren ved Herning plantage.
Pligtskyldigst adlød drengen, og han stod saamænd længe og ventede paa sin mester, der naturligvis slet ikke tog til Herning. Endelig var drengen da saa fornuftig at gaa hjem til sin moder igen.
I Hestlund havde Casper laant et lommeuhr og An Mari en Stendunk et sted. Sagerne skulle leveres tilbage, men blev i stedet gjort i penge. Saa havde de ogsaa solgt en lille hund, der var fulgt med dem, og af møllerens kone i Ikast havde An Mari faaet en jerngryde, som Casper skulle gøre i stand. Gryden fik Casper ombyttet meget fordelagtigt til Anders Bjødstrup.
Der blev holdt flere forhør for at faa parrets meriter belyste. An Mari kendte naturligvis intet til alle de skarns- streger, masn beskyldte dem for. Hun og Casper havde været paa vandring i Viborg kanten, men aldeles ikke i Vildbjerg og Nøvling. Derimod havde hun nok hørt en læille fugl synge om, at Kjælle-Casper og hans "dil" havde opereret i disse egne.
Omtalte lærling havde An Mari ikke fornøjelsen at kende, og det havde Casper Hodde naturligvis heller ikke. Derimod var det ikke Casper ubekjendt, at An Mari havde bortbyttet en kedel, som han havde istandsat. Hun fik nok en anden og ringere, "rent fabriksarbejde", og sidste havde hun solgt for en ubetydelighed til Anders Bjødstrup pa Skjold- borg mark

Da An Mari derefter kommer frem for skranken igen, er det hende ikke muligt at mindes den omtalte kedel.
Dog, da hun en halvsnes dage efter kommer i et nyt forhør, ved hun besked. Casper havde selv solgt gryden til Anders Bjødstrup for en blikkaffekande og 3 smaa potter.
Efter at Kjælle-Casper, der paa den tid boede ved Knudmose sammen med An Wind, havde meddelt politiet, at Casper Hodde havde fortalt historien om lærlingen til ham, fik Casper Hodde sin hukommelse igen. Vesten havde han solgt til Chr. Bjødstrup i Dejbjerg for en anden og simplere og et ur, men saa havde han givet 50 øre i bytte.
Ved Hammerum herreds ekstraret den 10. august blev nævnte bedrifter vurderet til 6x5 dage.
Fra den tid har en ældre murer, Peder Andersen i Snejbjerg fortalt mig følgende træk: Paa hjemvejen fra Herning kom fortælleren en dag i sommeren 1878 ind hos Kræ Frølunds i Snejbjerg, hvor der var købmandshandel. Konen var ene hjemme, og hun bad Peder om at blive, da Casper Hodde og An Mari sad der, og det lod ikke til, at de ville gaa igen. Peder Andersen satte sig hen til Casper, der jævnlig trak sin brændevinsflaske op af en taske og gæstfrit bød fortælleren en slurk med. Da flasken var tømt, hev Casper en flaske vin frem. Men nu blev An Mari vred, skældte ud og sagde, at der var ingen mening i at sidde og fylde brændevin i den mand - var det e´n, der var noget ved, kunne han jo selv give noget ud! Det tog Casper dog ingen notits af. Saa forlangte hun at faa Caspers pung, da hun ville købe noget. Hun fik pungen, men købte intet, og da Casper forlangte sin pung igen, ville An Mari ikke af med den. Da blev Casper vred. Han trak uden vide skørterne op over kællingens bare ende og gan jhende med sin flade haand nogle gode klaps, idet han bøjede hende over disken. An Mari bandte og græd, men pungen maatte hun af med. Først ved et-tiden om natten stak disse kunder af igen.
I begyndelsen af december 1878 er Casper og An Mari en tur vest paa. De besøgte da Casper Hoddes søn husmand Niels Hans Lorentzen, kaldet Hans Taamus, i Lem. Stedet synes at have været et yndet tilholdssted for kjæltringer og landløbere, thi foruden vore folk kom ogsa° "æ hviid dreng", Jens Christian fra Skarrild med sin Kone Inger Mari Glistrup de`r. Medens Casper og Jens Christian gik til høkeren efter brændevin, kom An Mari Grønning og Hans i ordstrid. Hun var meget beruset og ondskabsfuld, navnlig da over for Hans's kone Rasmusmine Rasmussen, der for menemheds skyld blev kaldt Mine til daglig. Det endte med, at Hans kylte An Mari ud. Det var om aftenen. Da Mine og Inger nogen tid efter gik ud for at se efter An Mari, laa hun besvimet udenfor med et stort gabende saar i panden. Næste morgen vilde Casper og An Mari gaa til Ringkøbing for at melde det passerede, men da hun ikke kunne taale at gaa saa langt, gik de til sognefogeden i Velling, der fik An Mari indlagt paa sygehuset.
I politibetjent Erichsens rapport fremsætter An Mari som sin mening, at Hans Taamus har bibragt hende flere knivstik i hovedet. Distriktslæge Melchiorsens erklæring gaar ud paa, at hun har et stort lapsaar, der indtager hele venstre side af panden. Pandebenet er blottet, og det er i øvrigt et fælt saar.
Forhørene gik An Mari imod, idet det synes, at hun har faaet saaret ved at falde mod en sten, da hun blev smidt ud. Inger Marie havde ikke set, at Hans havde nogen kniv fremme, og Mine gav den oplysning, at An Mari selv havde udtalt sig med, at det var Casper Hodde, der havde sparket hende.
En dag Casper Hodde besøgte sin kvinde paa sygehuset, flyede hun ham nogle bøger, der laa paa sygestuen. Det var nærmest laan, eller for at Casper kunne have noget godt at læse i. Casper lagde bøgerne ind hos Hans Rasmussen i Lem, der var gift med Caspers gamle kærest Trine Taamus (Hans Taamus's moder). Parret blev i den anledning efterlyst og en tid efter anholdte. I Ulfborg-Hind herreders politiret fik de hver 2x5 dages vand og brød d. 20. maj 1880. Under forhørene oplyses det bl. a., at de to havde rejst i vesteregnen sammen med husmand Anders Rasmussen fra Røgind i fire Dage. De havde solgt bliktøj og betlet.
Casper beskyldte under forhøret Anders for tyveri, i hvert fald havde Anders selv fortalt, "at han løb tre ænder ind paa klitten og kogte suppe paa dem", hvad Anders Naturligvis benægtede at have gjort.

Blandt forskellige andre smaa ting havde politibetjent Rasmussen ogsaa faaet opspurgt, ar Casper og An Mari i marts havde logeret paa Egeris Kro. Næste morgen havde de bedt krokonen om at følge med dem op i stuen, hvor de havde ligget, for at hun kunne ovebevise sig om, at de intet havde taget. Netop i anledning af deres anmodning troede hun dem og ville ikke se efter, men da hun nogle dage efter kom op i stuen, manglede der et lagen i sengen.
Samme sommer gjorde herredsfoged Krarup i Herning et gilde for sine sognefogder, ved hvilken lejlighed han udtalte ønsket om at faa fat i Casper Hodde og An Mari, naar lejlighed gaves. Nogen tid efter saa sognefoged Knud Chr. Thomsen i Drongstrup, Sdr, Felding, at omspurgte gik ind til hans Nabo. Knud fik spændt fra og fik fat i en nabo  og satte efter parret, som denaaede tæt uden for byen. An Mari sad og Casper stod og forrettede et lille naturligt ærinde. An Mari klagede sig og sagde, at de inegnting havde gjort, og da hun hørte, at de skulle transporteres til Herning, paastod hun, at hun umuligt kunne holde ud at gaa saa langt. Knud og en karl fulgte med til Skarrild, men der vilde arrestanterne absolut hvile sig, og An Mari benyttede lejligheden til at faa fat i en flaske brændevin. Men trods den opstrammer, de nu jævnlig tog sig, erklærede An Mari rent ud, at hun ikke ville gaa længere, og da man kom til Kibæk, maatte man have fat paa en vogn.
Fra samme tid omtrent har en gammel mand i Gundesbøl Hede i Aadum sogn fortalt mig følgende oplevelse:
Da vi et aar skulle have vores julenadver, kom der nogen og rumsterede ved vores dør. -"Herre Guj! Hvæm kommer no?" udbrød vor moder. Da kom An Mari Grænning først ind med gennemfiltret og blodigt haar og bag efter kom Casper Hodde, der ligeledes var ilde tilredt og blodig. De havde været i slagsmaal med andet rakkerkram, knivene havde været fremme, og nu var de to tyet ind hos Jens Iversen. "Vi havde kun to senge, men de to mishandlede kjæltringer skulde da i den en, det trængte de haardt til". Og saa skulle vi to børn ligge hos disse, men det ville vi absolut ikke, og vi krøb op til vore forældre.
I dette fattige hjem holdt kjæltringerne ofte til. De kom med fødevarer og brændevin, og saa levede alle højt saa længe der var noget at tære af. Undertiden sad Casper der og lavede bliktøj.
Gennem Aadum sogn kom der i ældre tid mange kjæltringer, og derfor holdt man en stodderkonge eller fattigfoged. Først havde man en gammel mand, der hed Johan Peter, men da kjæltringerne rendte ham over ende, valgte sogneraadet en yngre mand, der hed Niels Madsen. Denne var kludekræmmer og kom alligevel meget rundt i sognet. Lønnen var først i 1880'erne 25 kr. aarlig, men saa fik han et par kroner for hver, han i embeds medfør bragte til politistationen i Skjern.
Da Casper blev løsladt fra sin sidste straf fik han tilhold om at melde sig pa° herredskontoret i Herning, hvad han selvfølgelig undlod. Næste gang han blev anholdt, hævdede han rigtignok, at han to gange havde været ved herredskontorets dør, den ene gang var om morgenen kl. 8 og den anden gang næste dags aften - begge gange var døren lukket. Det hedder i forhørsprotokollen, at han har strejfet om og "vil have ernæret sig ved at lodde og ved at skærpe kaffekværne". Med hensyn til den sidste vist nok meget specielle industri maa han dog indrømme, at han ingen redskaber har dertil , og at han egentlig kun har prævet sin færdighed paa  Anders Bjødstrups kværn. Casper fik denne gang 5x5 og Ane Mari 3x5 dages vand og brød for betleri og løsgængeri i Hammerum herreds ret den 19. oktober 1881.
Da An Mari blev løsladt den 11 november fik hun paalæg om at gaa til Sunds. Hun tog imidlertid fejl af vejen. Hun skulle have gaaet mod nord, men gik syd paa. Da hun kort efter atter blev sat fast, var hun i besiddelse af 1 flaske brændevin, 1 pund uld, 3 pund kød, flæsk og pølse, der var sammentigget. Den 26. november fik hun 4x5 dages vand og brød. Dagen efter at An Mari fik denne dom, blev Casper løsladt med tilhold om at melde sig paa herredskontoret hver lørdag, og der gøre rede for, hvorledes han i den forløbne uge havde erhvervet midler til sit underhold. Dog traadte det først i kraft, naar han forlod fattiggaarden i Rind.
Nu holdt Casper sig i ro indtil nytaarsdag 1882. Han fik da lov at gaa i by og var saa heldig straks at træffe An Mari Grønne, hvorefter de begge kilede af vest paa. Den 9. januar blev de anholdt i Røgind og derefter transporteret til Herning. Casper forklarede, at han egentlig befandt sig godt i Rind fattiggaard, og han ville ogsaa nødig have været derfra, men saa kom An Marie Grønning uheldigvis, og skulle han vælge, saa opgav han sin behagelige tilværelse og holdt sig til An Mari. Begge fik nu 4x5 dages vand og brød den 1. februar.
Saa kommer parrets sidste vandring.
Samme sommer træffer vi dem atter i kjæltringernes gamle eldorado, Dejbjerg. Fra den 21. til den 23. juni boede de hos Chr. Bjødstrup og Ingeborg 

Mæster i Bjørnemosehus.
Torsdag den 22. var mændene ned ved Stauning Fjord for at stikke aal. An Mari, der var blevet hjemme hos Ingeborg, drak brændevin, var vild og ustyrlig, saa Ingeborg næsten ikke kunde have hende i huset. Næste formiddag forlod Casper og An Mari Bjørnemosehus og gik nord paa op i heden. An Mari, der var svirende, havde foruden 3 pund aal, som Casper havde stanget, en trepægleflaske med brændevin i sin kurv.
Ved en lille høj øst for Dejbjerg Hedegaard lagde parret sig til at sove. Nogen tid efter vaagnede An Mari, og nu fik hun - træt og ked af Caspers idelige mishandlinger, som hun siger i et forhør - i sinde at dræbe sin mangeaarige ledsager. Han laa paa sin frakke med en flig af denne over sit ansigt. Saa fandt hun en nævestor sten, puttede den i sin flæskepose, knælede ved siden af Casper og slog ham af al kraft to gange i venstre tinding. Da han - uden i øvrigt at mæle et ord - drejede sig om paa ryggen, fik han et slag mere.
Nu lagde hun posen over ligets ansigt og dækkede ham bag efter med tørv fra en stak i nærheden. dog ikke anderledes end at en flig af hans frakke stak frem, for, som hun sagde i retten, at folk skulle blive opmærksom paa, at der laa et lig! Det kunne jo synes mærkeligt, at hun dækkede liget og samtidig ønskede, at folk skulle finde det, men som forklaring sagde hun, at det saa  grimt ud, som liget laa der.
Efter mordet drev An Mari lidt omkring. Nogen Tid efter var hun inde hos købmanden i Lem, hvor hun købte brændevin, og der snakkede hun om, at hun var ræd for, at Casper skulle blive overfalden, da han havde 17 kr. paa sig. Samme aften bankede hun Anders Rasmussen i Røgind op. Anders fortalte selv i et forhør i Bølling Nørre herreders ret den 5. juli, at An Mari laa ved ham om natten - han var for resten frasepareret - og saa blev hun hos ham i 3-4 dage. Hun fortalte under sit ophold, at hun havde slaaet Casper ihjel, men Anders fik paalæg om ikke at fortælle det videre. Derfet drog hun videre til Herning og Skarrild, hvor hun ville besøge Anders Kvembjerg og dennes søn Anders Chr. Kjær.
Liget at Casper blev ret hurtigt fundet af fattiggaardsbestyrer Lars Andersen og genkendt af flere Dejbjerg kjæltringer, og saa blev An Mari efterlyst.
Om aftenen den 23. kom Anders Kvembjerg og søn til Bjørnemose. De solgte bliktøj og fiskede sammen med Chr. Bjødstrup i Ringkøbing Fjord, hvorefter de drog hjem til Skarrild den 29., netop som de fik besøg af An Mari.
Anders Chr. Kjær førte hende straks til sognefoged Lustrup, der afleverede hende til politiet i Herning. Den 2. juli var hun i forhør i Skjern, hvor hun fortalte, at hun havde levet sammen med Casper siden efteraaret 1857 uden at de var ægteviede. Børn havde de ikke, men hun havde tidligere faaet et barn, som var død som lille. Mordet kendte hun intet til, og det var først efter at Anders Rasmussen havde været i retten og givet ovennævnte oplysninger om hendes besøg
hos ham, at hun gik til bekendelse.
Den 29 aug. 1882 faldt underretsdommen. Hun tiltaltes for manddrab, løsgængeri og betleri, og dommen lød paa, at "arrestantinden Anne Marie Grønning bør straffes paa livet". Ved over- og højesteret den 6. marts 1883 blev dommen stadfæstet, men ved kgl. rescript af 30. marts blev hendes dødsstraf nedsat til livsvarigt tugthus, og den 20. april blev hun indsat i kvindefængselet paa Christianshavn. En udførlig fremstilling efter landsoverretsdommen findes i Herning Folkeblad 1883, den 8., 10. og 12. marts.
Hun opførte sig nogenlunde i fængslet, men blev dog et par gange nedsat i klasserne. Paa grund af en underlivssvulst blev hun benaadet og løsladt i 1897 efter at have tilbragt 14 aar i tugthuset. Hun blev straffet en enkelt gang siden - d. 17. aug. 1899 - for betleri ved Hammerum herred ret.
Først var hun en kort tid sammen med Mads Kat, men havnede derefter hos Søren Hampen, der boede i et lille hus, som laa ved landevejen mellem Sunds og Herning, men i Gjellerup sogn.
Et mere raat og elendigt liv end det An Mari og Søren Hampen levede, kan man vanskeligt tænke sig. I "Den jyske Hede" har Mylius Erichsen givet et uhyggeligt billede af sit besøg hos parret.
En gang da sogneraadet i Sunds holdt møde, kom An Mari og Søren og klagede over, at de intet havde at leve af - om sogneraadet da ikke kunne hjælpe dem, da de jo hverken maatte tigge eller stjæle. Det kunne sogneraadet dog ikke direkte, da An Mari opholdt sig i Gjellerup og fik sin understøttelse gennem kommunen de´r, men af medlidenhed med de to stympere købte hvert af sogneraadsmedlemmerne er "ro¨wlingsliem" af Søren. Nu kneb det imidlertid med at faa pengene jævnede - prisen for Sørens "ljæmmer" var 35 øre pr. stk.. Da trak Søren Hampen en tikroneseddel frem og spurgte, om man da ikke kunne bytte den for ham. Og saa havde An Mari endda lige staaet og jamret sig over, at de hverken havde føde eller penge at købe for.
Ikke længe efter kom An Mari paa Sunds fattiggaard, men da gaarden brændte, lejede sogneraadet hende ind i "æ Bakgaard" paa Kjærgaard mark, hvor der samtidig boede en gammel fordrukken enkemand. En morgen , da manden vaagnede paa gulvet, hvor ham om natten i fuldskab var faldet i søvn, fandt han An Mari liggende død i sengen. Det var den 15. maj 1901, hun var da 64 aar gammel.
Da hun blev baaret til hvile paa Sunds kirkegaard, ville degnen - som han plejede - have sunget over liget, men dette satte præsten sig bestemt imod. Tilstede var kun et par sogneraadsmedlemmer, og der var naturligvis ikke en eneste krans.
Casper Hodde flyttede som barn med sine forældre til Hodde og blev - 14 aar gammel - confirmeret i Tistrup. Han tjente forskellige steder, sidst hos Jørgen Knudsen i Rind. Det var i 1847, og smme aar blev han gift med Kræ Caspersens datter Mette Klaudiane (se bd. 2.). Han var trainkonstabel i 1843 og indkaldt 1849-51 et par gange, i hvilken tid han var ved batteriet Kaufmann. Casper og Mette Klaudiane fik et par børn sammen, men saa løb han fra hende eller overlod hende til Anders Bjødstrup.

 

 

Hardsyssels Aarsbog

Delt note:
Sensitive:0
Kasper Hoddes Drab.
Et Rakkerdrab paa Dejbjerg Hede lidt Øst for Dejbjerg Hedegaard fandt Sted midt i Juni 1882. Det begyndte med, at der kom et Par Folk fra Herning-egnen, Kasper Hodde og hans Ledsagerske, Ane Marie Grønning, paa Besøg i Biørnemose og var der i en 8 Dages Tid, hvorefter de brød op og gik skraas ind over Heden. Da de ved Middagstid kom til en lille Høj derude, blev de enige om at tage en lille Hvil der. Mens de laa der, blev de meget uenige, og Kasper truede Ane Marie og Anders Rasmussen paa Livet inden næste Dag, og hun skal have sagt, at naar Kasper lovede noget, stod det ved Magt. Ved Tanken herom besluttede hun sig til at slaa Kasper ihjel, hvad der foregik paa den Maade, at hun hentede en Sten ude paa Heden, som vejede nøjagtigt 1 kg. Stenen blev lagt i Hjørnet af en lille Pose, som hun derefter snoede godt sammen. Jeg vil antage, Posen kunde være godt en Alen lang, saa det var et kraftigt Vaaben at slaa med.
Kasper laa og sov med sin Frakke over Ansigtet for at beskytte det mod Solen. Nu gik Ane Marie hen og undersøgte, hvor hans Hoved var, og derefter gav hun ham et Slag i den ene Side af Hoveder og dernæst i den anden Side og saa endelig et voldsomt Slag paa Brystet. Saadan lod det da, da hun aflagde Tilstaaelsen, og jeg kan godt tænke mig, det har været er voldsomt Slag, for som 13 Aars Dreng stod jeg og saa, da Sognefogden afdækkede Liget og hørte ham sige, at Brystbenet var knust. Mord-vaabenet laa ved hans Side, hvad jeg ogsaa har set.
Efter at have slaaet Kasper ihjel, blev Ane Marie siddende en Stund. Saa dækkede hun Liget til med Hedetørv, som stod i en lille Stak lige ved Siden af. Dernæst forlod hun Stedet modtagende Kaspers Penge, ialt 17 Kr. Hun var siden inde hos en Købmand ved Lem St. og ligeledes ved en Købmand i Kolstrup i Lem, hvor hun beklagede sig over, at Kasper ikke var kommet, man kunde snart tro, han var slaaet ihjel, for han havde 17 Kr. paa sig.
Her fik hun en Flaske Brændevin og gik saa til Røgind til Anders Rasmussen, som hun med det samme fortalte, at hun var kommet af med Kasper, før hun havde slaaet ham ihjel paa Dejbjerg Hede.
Anders skal siden have sagt: Hun sov saamænd ved mig i to Nætter. Men tilbage igen til Mordstedet. Den 23. Juni 1882 blev Kasper fundet efter at have ligget i 8 Dage og var stærkt opløst. Der blev talt meget om, hvem der kunde være Gerningsman-den. Øvrigheden gav Ordre til, at Liget skulde føres til Fattiggaarden, og da Liget kom dertil, erklærede Niels Kvembjerg, som var paa Fattigga°rden den Gang, at det var Kasper Hodde. Nu vidste man da, hvem den myrdede var, da før omtalte Købmand kom i Forhør, og Ane Marie blev efterlvst af Politiet. Ca. 8 Dage derefter kom Ane Marie ved Aftenstid ind hos den føromtalte Anders Kvembjerg i Skarrild. Hun var meget beruset og havde en Flaske Brændevin med sig. Nu anmodede hun Anders om ar lave Kaffe til  Kaffepunse.  Anders gik ud i Køkkenet og kaldte sin brvstsyge Søn, der var hjemme hos ham, med sig. Ude i Køkkenet siger Anders til Sønnen: Hun er efterlvst af Politiet, vi tør ikke lade hende løbe. Gaa ned til Sognefogden og meddel, at hun er her hos os.  Sønnen gik til Sognefogden med det samme.
Nu var Kaffen færdig og der blev brygget Punse, Imens Anders og Ane Marie sidder og nyder Punsen, hørtes det ligesom der kom en Vogn, og den kom nærmere. Nu holdt den udenfor. Ane Marie fik Hastværk og forsvandt ud af Bagdøren, men der stod to Mænd, der greb hende og sagde: Holdt! Vi vil tale med dig! Nu kom Sognefogden og erklærede hende for Arrestant. Nu maatte hun paa Vognen, og Turen gik til Herning Arrest. Der sad hun til Dagen efter, saa blev hun ført til Skjern Arrest og kom i Forhør. Men Mordet kendte hun ikke noget til, derimod vidste hun, at Kasper var blevet borte. Hun sad i længere Tid i Skjern Arrest, men det var lige vidt med hendes Hukommelse.
Paa den Tid havde de i Ringkøbing en Politibetjent Eriksen, han havde hørt, at hun havde været hos Anders Rasmussen. Saa lod han en Dag en Vognmand køre sig til Røgind, og han var heldig og traf Anders hjemme og tog ham i Forhør. Anders var meget ked af det, for han havde lovet Ane Marie ikke at sige noget, men Eriksen holdt paa, at Anders skulde sige, hvad hun havde betroet ham. Saa fortalte Anders det hele fra Ane Maries Besøg hos ham. Nu maatte han paa Vognen og ned til Skjern Arrest. Ankommen dertil fik Betjenten Lov at tage Arrestanten i Forhør, men som sædvanlig vidste hun intet om Mordet. Saa blev der kaldt paa Anders, han skulde komme ind, og dengang hun saa ham, kom hele Tilstaaelsen med det samme.  Hun blev dødsdømt ved baade Underret, Overret og Højesteret, men fik kongelig Benaadning til livsvarigt Tugthus. Efter 12 Aar blev hun benaadet og ankom til sin Hjemkommune, Sunds ved Herning. Her boede hun i to Aar hos en fordrukken Mand, som blev kaldt Søren Hampen, hvor hun nok, efter hvad der siden er fremkommet, skal have haft en kummerlig Tilværelse.