Stamtræ
Anne Marie Christensdatter
Født: Anne Marie Christensdatter, 12. februar 1813, Møruphus, Rind Sogn, Hammerum Herred, Ringkøbing Amt som datter af Natmand/Rakker Christen Jørgensen og Ingeborg Christensdatter
Hjemmedøbt: 12. februar 1813
Kirkedøbt: 15. februar 1813, Rind Kirke, Ringkøbing Amt.
Død: 17. oktober 1890, Fejerskov, Rind Sogn, Ringkøbing Amt.
Begravet: 23. oktober 1890, Rind Kirkegaard, Ringkøbing Amt.
Gift 16/05-1834 med Mads Christian Caspersen, Rind Kirke, Ringkøbing Amt.
Blev kaldt An Mari Mæster.
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Mørup, et Huus, 5, FT-1834, C4247
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Casper Christensen 75 Gift Indsidder, Natmand, Almisselem
Christiane Christensdatter 68 Gift hans Kone
Mads Christian Caspersen 25 Ugift deres Søn, Soldat
Anna Marie Christensdatter 22 Ugift en Pige af Familien
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Lind Bye, Fattighuset, 50 F3, FT-1840, C4258
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Mads Christian Caspersen 31 Gift Indsidder, nærer sig af Uldbinding
Anna Maria Christensdatter 27 Gift hans Kone
Ingeborg Madsen 5 Ugift hans Børn
Christiane Madsen 2 Ugift hans Børn
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Møruphuse, et huus, 26, FT-1845, B4121
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Mads Christian Caspersen 36 Gift glarmester, strømpestrikning her i sognet
Ane Marie Christensdatter 32 Gift hans kone her i sognet
Ingeborg Madsen 10 Ugift deres børn her i sognet
Casper Madsen 4 Ugift deres børn her i sognet
Christen Jørgensen 69 Enkemand almisselem her i sognet
Ane Kirstine Christensdatter 25 Ugift almisselem Skarrild Sogn, Ringkøbing Amt
Niels Christian Andersen 2 Ugift hendes søn Arnborg Sogn, Ringkøbing Amt
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Feierskou Huuse, Fattighuset F3, 69, FT-1850, B8261
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Ane Marie Christensen 37 Enke Fattiglem Her i Sognet
Ingeborg Madsen 15 Ugift deres Barn Her i Sognet
Casper Madsen 9 Ugift deres Barn Her i Sognet
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Lind, Feierskou, Et huus, 34.3, FT-1860, D3361
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Ane Marie Christensdatter 47 Gift Under fattigforsørgelse I Sognet
Casper Madsen 19 Ugift Hendes søn, løsgjænger I Sognet
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Lind, Fattighuus, 79, FT-1870, D3366
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Ane Marie Christensen 56 Enke Huusmoder Fattigforsørgelse, strikker strømper Rind
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Lind, Lind Bye, et Huus, 12 F1, FT-1880, C7065
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Ane Marie Nielsen født Kristensen 66 Enke Husmoder Husfæster Husmoder Husfæster Rind Sogn ved Herning
Anne Kirsine Pedersen 9 Ugift Husmoders Pleiedatter Husmoders Pleiedatter Breining Sogn ved Ringkjøbing
Anne Kirstine var Mads Christian Feierskovs steddatter, hans første hustru Sidsel Pedersens datter, som var født 22. maj 1870 i Brejning Sogn., opslag 61.
Samtlige personer i husstanden
Ringkøbing, Hammerum, Rind, Lind Bye, Feierskou Mark, 98, FT-1890, D5278
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Anne Maria Christensen 76 E Husmoder Rind Ringkjøbing Amt
Kasper Madsen 49 S Logerende Rind Ringkjøbing Amt
Christen Jensen 61 G Husfader Deibjerg Ringkjøbing Amt
Ingeborg Madsen 54 G Husmoder Rind Ringkjøbing Amt
Anne Christensen 66 E Husmoder Rind Ringkjøbing Amt
30. januar 1833 (Alder 19)
Ulfborg-Hind herreders politiret
1833.01.30
Retsmøde
Udskrift af
Ulfborg-Hind herreders politiprotokol 1832-1838
RA mikrofilm M-33160
1833, den 30te Januar blev Herredernes Politiret sat og holdt paa Ringkjøbing Raadstue af Herredsfogden Cancelliesecretair Finsen med Vidner Lautrup og R. Jensen.
< Der refereres her fra en anden retssag, som er denne person uvedkommende, hvorefter der fortsættes >
Dommeren fremlagde en i dag modtagen Skrivelse af 28de dennes fra Sognefoged Niels Sørvad i Vinding, hvorved hertil ere afleverede 2de for Løsgjængerie og Betlerie anholdte Personer. Bemeldte Skrivelse [] ##. Dernæst blev for Forhøret fremstillet
1. Caspar Christensen, som forklarede, at hans Navn er som opgivet, 15-3/4 Aar gl., hjemmehørende i Rind Sogn, Hammerum Herred, hvor han har Ophold hos sine Forældre i Sognets Fattighuus. Han gik kort efter Nytaar hiemmefra med sin Søster Anne Marie Christensdatter, som intet fast Opholdssted har, og gik de først over Skjernbroe til Bork og derfra tilbage til Dejberg, hvor han har en Søster, som er gift med en Glarmester Jens Andersen, sammesteds. Derfra gik de igien over Hanning, Breining og Omme Sogne til Winding, hvor de som Løsgjængere bleve anholdte, da de intet Pas kunde forevise. Han benægter iøvrigt at de have betlet i Winding Sogn, hvilket de dog havde gjort paa deres Gjennemvandring paa flere Stederi Hanning, Breining og Omme Sogne, dog kan han ikke opgive de Steder, hvor de have betlet, da han er ubekjendt baade med Egnen og Folkene. De ville nu have gaaet til Salling og saaledes have fordrevet Tiden til Paaske, da de ville have vendt tilbage igien til Rind Sogn. Han har 2 Gange før været arresteret og tiltalt for Løsgjængerie ved Bølling-Nørre Herreders Politieret, begge gange i Aaret 1832, og blev han første Gang frikjendt, men 2den Gang straffet med 20 Dages simpelt Fængsel. Iøvrigt benægter han at have stiaalet eller begaaet andre Forbrydelser. Han har et skurvet Hoved og befængt med Fnat.
2. Anne Marie Christensdatter forklarede, at hendes Navn er som opgivet, 20 Aar gl. født og hiemmehørende i Rind Sogn, Hammerum Herred, hvor hendes Forældre Christen Jørgensen og Ingeborg Christensdatter ere i Fattighuset. Hun har i sin første Barndom været hos sine Forældre, og fra sit 10de Aar indtil hun 16 Aar gl. blev confirmeret blev hun opdraget paa Rind Soggns Fattigvæsens Bekostning. Næste Sommer efter tjente hun hos Peder Nielsen Kaalund i Rind Sogn, derefter hun et Aar hos Niels Christian Nielsen i Kibæk Assing Sogn. Næste Vinter havde hun ingen Tjeneste, men opholdt sig deels hiemme hos sine Forældre og deels hos sin Søster i Deiberg, indtil hun ved Paasketider 1831 kom i Tjeneste hos Poul Christian paa Sønderlund i Sinding Sogn, hvor hun kuns var i 9 Dage, da hun blev syg af Koldfeber og maatte derfor forlade sin Tjeneste og lade sin Husbond beholde hendes Skudsmaal og Vaccinationsattest, da hun ikke kunde betale ham de 4 Mk. 9 Sk, Cr, som han forlangte for at frigive hende af sin Tjeneste. Hun gik derpaa til Sahl Sogn, hvor hendes Faster Mette Kirstine Jørgensdatter og er gift med en [Glarmester] Anders Mortensen Rønberg og opholdt sig deels hos hende og deels gik omkring og betlede med hende i Salling i [næsten 1] Aar til 14 Dage før sidstafvigte Paaske, da hun gik tilbage til Rind Sogn, og har hun siden uden nogen fast Tjeneste opholdt sig deels der og deels i Deiberg, samt imellem gaaet omkring og betlet. Nu sidst gik hun kort efter Nytaar hjemme fra Rind tillige med sin Broder Caspar først til Borch, derfra til Deiberg og endelig igjen over Hanning, Breining, Worgoed og Nøromme Sogne til Winding, hvor de bleve anholdt af Fattigfogden, og har hun paa flere Steder i disse Sogne med Undtagelse af Winding betlet Føden til sig og sin Broder, da de ikke havde noget at leve af. De ville have gaaet til Salling, deels for at betle og deels for at søge en Tjeneste, hvilket hun siger forgjæves at have forsøgt paa flere Steder, hvor hun er kommen igjennem, men hidtil ikke kunnet faae nogen. Hun tilstaaer ikke at have meldt sig i Rind hos Fattigcommissionen, Præsten eller Sognefogden i Rind Sogn om fast Tjeneste. Derimod foregiver hun, at hendes Moder engang ifjor har meldt sig hos Medhjælperen Ib Christensen Bøggild, men som da ingen Tjeneste kunde skaffe hende. Hun forsikrer aldrig før at have været anholdt, tiltalt eller straffet for Løsgjængerie, Betlerie eller anden Forbrydelse. Da hun er ubekjendt med de Folk og Steder, hvor hun har betlet paa denne sin Vandring, forsikrer hun ikke at kunne navngive disse.
Forhøret blev dernæst udsat for at indhente de videre fornødne Oplysninger, og Arrestanterne overleveret til Arrestforvareren.
John Finsen
Vidner:LautrupF. Jensen
2. marts 1833 (Alder 20)
Ulfborg-Hind herreders politiret
1833.03.02
Retsmøde
Udskrift af
Ulfborg-Hind herreders politiprotokol 1832-1838
RA mikrofilm M-33160
1833, den 2den Marti blev Herredernes Politieret sat og holdt paa Ringkjøbing Raadstue af Herredsfogden Cancelliesecretair Finsen med Vidner Lautrup og Silkeborg.
Forhøret over Arrestanterne Caspar Christensen og Anne Marie Christensdatter blev continueret, og Arrestanterne fremstilledes fri for Baand og Tvang.
Dommeren fremlagde
1.Amtets Skrivelse af 18de f. M. med 3de Bilage, hvoraf de 2de Domsacter bleve antagne til Actens Følge, men Forhørsudskriften til Vedheftelse.
2.Amtets Skrivelse af 26de f. M. med deri paaberaabte Bilage. Begge Amtsskrivelser samt den sidstes Bilage, med Undtagelse af Skudsmaalet og Vaccinationsattesten som følge Acten, blev antagne til Indlemmelse s. l. ##
Caspar Christensen vedgik, at de 2 fremlagte Domme angaaer ham og at han har efter den sidste udstaaet Straf af 20 Dages simpelt Fængsel.
Anne Marie Christensdatter tilstod ligeledes for hendes Vedkommende Rigtigheden af de fremlagte Dokumenter. Og i Anledning af Forhøret af 13de f. M.tilstod hun, at hendes Ophold hos hendes Faster i Salling ikke just var stadigt eller af Langvarighed, men at hun for det meste gik omkring paa Landet, deels paa egen Haand dels med sin Faster, samt ernærede sig ved Betlerie. I Anledning af hendes forrige Husbond Poul Christians Erklæring forsikkrer hun, at hun virkelig syg, deels efter Koldfeber, som hun før havde havt og deels af Gigt i hendes venstre Arm, og at det alene var Aarsagen, hvorfor hun forlod hans Tjeneste. Begge Arrestanter erklærede, at de intet videre havde at tilføie til Sagens Oplysning eller til deres Forsvar, hvorfor sagen blev optaget til Doms og Arrestanterne overleveret til Arrestforvareren.
John Finsen
Vidner:LautrupSilkeborg
11. marts 1833 (Alder 20 )
Ulfborg-Hind herreders politiret
1833.03.11
Underretsdom
Udskrift af
Ulfborg-Hind herreders politiprotokol 1832-1838
RA mikrofilm M-33160
Dom
i Sagen anlagt af Politiet contra Caspar Christensen og Anne Marie Christensdatter.
Arrestanterne Caspar Christensen og Anne Marie Christensdatter ere under nærværende Sag ved egen Bekjendelse og Sagens øvrige oplyste Omstændigheder tilstrækkeligen overbeviiste om at have gjort dem skyldige i Løsgjængerie og Betlerie idet
1. Caspar Christensen, omtrent 16 Aat gl. ikke siden han efter udstaaet Straf for Betlerie i August Maaned f. A. blev løsladt af Arresten og hjemsendt til Rind Sogn i Hammerum Herred, hvor han er forsørgelsesberettiget, ikke har søgt eller havt nogen fast Tjeneste, hvilket det efter hans Alder maae antages baade at har været hans Pligt at søge og ham mueligt at erholde, i det mindste for Føde og Klæder, men derimod siden [------] i sidstafvigte Nytaar flakket omkring i Landet og ernæret sig ved Betlerie. Han har 2 Gange før været tiltalt for disse Forbrydelser, men første Gang ved Bølling-Nørre Herreders Politiretsdom af 8de Febr. f. A. paa Grund af hans Ungdom, da han dengang ikke havde fyldt sit 15de Aar frifunden for videre Tiltale og efter alvorlig Advarsel hjemsendt til Politiets og vedkommende Fattigkommissions strengere Tilsyn, men siden ved samme Herreders Politirets Dom af 16de Juni f. A. dømt for første gang begaaet Betlerie til 40 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, hvilken Straf han har udstaaet. Han vil saaledes nu blive at ansee med Straf efter Frdn 21de August 1829 2, 4 og 8 jfr, Fr. 12te August 1816 , for første Gang begaaet Løsgjængerie og 2den Gang begaaet Betlerie, som efter Omstændighederne bestemmes til 80 Dages simpel Fængsel paa sædvanlig Fangekost.
2. Anne Marie Christensdatter, som er over criminel Lavalder og arbeidsfør, har siden Paaske 1831 ikke havt nogen fast Tjeneste, men bestandig flakket omkring og betlet, indtil hun den 28de Januar d. A.blev tillige med hendes Broder Medtiltalte Caspar Christensen anholdt i Winding Sogn. Da hun ikke forhen har været tiltalt eller straffet, vil hun blive at ansee med Straf for 1ste Gang begaaet Løsgjængerie og Betlerie efter fornævnte Frdn.s 2 og 8, som efter Omstændighederne og med Hensyn til den lange Tid, hvor hun skjønt arbeidsfør har omflakket og betlet bestemmes til 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.
Hvorhos begge Tiltalte ville bleve pligtige til hver for sig at udreede de paa deres Arrest og Straffens Execution medgaaede Omkostninger.
Thi kiendes for Ret:
Arrestanterne Caspar Christensen og Anne Marie Christensdatter bør hensættes Første i simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 80 Dage, og Sidste i Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, samt hver for sig udreede alle af deres Arrest og denne Doms fuldbyrdelse lovlig flydende Omkost-ninger. - At efterkomme under Adfærd efter Loven.
John Finsen
Irettelagt den 11te Marts 1833.
Finsen
Johannes Johansen — Vis familie
31. december 1927
Oluf Nielsen: "Herning 1827-1927 og Rind sogn"
Omtale
Uddrag af
Oluf Nielsen: "Herning 1827-1927 og Rind Sogn"
.....
I Rind var der følgende Keltringhuse, som Folk populært kaldte dem: En paa Fejerskovgaards Mark paa Td. Land Fæstejord; der boede Johannes Guldsmed og An Mari Mester. Johannes Guldsmed, der druknede paa Vejen hjem fra Kollund Marked og først blev fundet en Tid efter, er jo ham, efter hvem Talemaaden: "Skal vi saa mindes Johannes", stammer.
Det kan gerne være, at dette Udtryk, som H. P. Hansen mener, har en anden Oprindelse, har været brugt før Johannes Guldsmeds Tid, men naar det saa tit blev brugt her paa Egnen, stammer det sikkert fra Johannes. Han var nemlig, da han druknede, forsynet med 2 Flasker Brændevin, og de havde jo ingen Skade taget af at ligge i Vandet. Da man fandt ham, var det, at de lugtede til og smagte paa Brændevinen med det Udbrud: "Skal vi saa mindes Johannes". Betænker man, paa hvilket Kulturtrin disse Mennesker stod, kan dette jo i Grunden ikke forbavse. Der blev end ogsaa digtet en Vise om denne Tildragelse. Den var vist paa flere Vers, men jeg har kun faaet fat paa dette ene (Forfatteren var vist Dyrlæge Brockdoorff) :
,Ja, hans Valgsprog var hver Morgen :
Vil det blive Aften god.
Vi vil hermed slukke Sorgen
i det, han os efterlod.
Brændevin maa aldrig bandes,
leve Mindet om Johannes''
Fra 1. januar 1960 til 1. januar 1961
H. P. Hansen: "Natmandsfolk og Kjæltringer 2"
An Mari Mæster og hendes Mænd.
H. P. Hansen:
Natmandsfolk og Kjæltringer
Bind II, side 180-ff.
Ane Marie Christensdatter blev født i Mørup i Rind den 12 Februar 1813. Forældrene Kræ Mæster og Ingeborg var yderst fattige, og derfor blev børnene spredt for alle vind, som vi har hørt.
I 1826 blev An Mari confirmeret i Rind kirke og fik karakter for kundskab og opførsel g+. Efter sin confirmation tjente hun i Kollund, Kibæk og Aadum, men opholdt sig derimellem dels hjemme og dels hos sin søster i Dejbjerg. Kort efter paasken 1831 fik hun plads i Sinding, men 19 dage efter forlod hun den. Hun siger selv i et forhør 1833, at hun fik koldfeber, men meget syg var hun næppe, eftersom hun drog til Salling, hvor hun fartede om med fasteren Mette Kirstine Jørgensen, der var gift med glarmester Ander Mortensen i Rønbjerg.
Ved folketællingen i 1834 opholder hun sig hos sin farbror Casper Christensen i Mørup og den 24. febr. s. aa. bliver hun gift med dennes 25-aarige søn Mads Christian Caspersen, der paa folketællingslisten er opført som soldat.
Mads Chr. var født i 1809 og confirmeret 1824. Han faar mg baade for kundskaber og opførsel, hvilket efter den tids karakterskala betyder udmærkelse.
Som voksen var han en kraftkarl. Det fortælles, at han engang paa Snejbjerg marked ryddede en bod med en eneste armbevægelse og reddede derved varerne for ødelæggelse. Og sønnen Casper sagde en dag beundrende: "Herre Jesus, hu ,han wa' stærk! - de' wa' en Kaaelmennesk!" Flot karl var han vist ogsaa, eftersom han som soldat var grenader, men ellers er det smaat med oplysninger om ham. Hans ungdoms- og manddomsliv synes dog at have svaret til det gode indtryk, man faar af ham ved hans confirmation. Kun to gange har jeg fundet hans navn i justitsprotokollerne: i 1834 faar han en mulkt paa 5 rdl. for ulovlig næringsbrug, og da han i 1839 i flere nætter har huset et par gode venner, Jens Nielsen Kvemberg og hustru Christiane Andersdatter, idømmes den gæstfrie vært en mulkt paa 2 rdl. i henhold til en forordning af 24. juli 1822.
Mads Chr., der var blikkenslager og glarmester, synes nogenlunde at have kunnet klare sig selv. Dog maa det bemærkes, at han havde den mest energiske tiggerske til kone, man kunne tænke sig, og hun kunne, om det blev nødvendigt, nok bjerge det meste af føden. Havde Skre' An Mari npget speciale, da var det tiggeri. Hun var saa skre', na°r hun kom ind et steds for at tigge, at selv den mest haardhjertede kone maatte blive blød. Da An Elmholt i Rind en dag ville skære et stykke spegeflæsk af til tiggersken, sagde denne: "Aah, Herregud! Læ mæ fo æ hiel bien - a haar saamænd et faat o ed i trej daw'!"
En gang hun tiggede i mit hjem, sagde hun: "Gudaw, mat be om en lille alms i Guds navn, bette muer - du plejer aaldti o væ' saa gue mæ, du haar aassa° naak naat te mæ i daw!" Da hun saa fik øje paa en skank, der hang i køkkenet, fortsatte hun: "Ka dut gi mæ den skank - du ska saamænd alder sawn den - de æ moskise den si'st gaang, a æ hæ'!"
I Overgaard i Gullestrup blev An Mari Tænd engang vred. Konen stod og filede et stykke flæsk af til hende og spurgte i det samme: "Læver ham Kjælle Casper eno mæ An Vind?" men det kan nok være, kællingen blev støngs, hun svarede: "Kjælle Casper - det wa da et faabandet grim u'er!"
Som andre Kjæltringer drev Mads Chr. Caspersen ogsaa lidt fiskeri i de midtjyske aaer, og han skulle som mundheld have sagt: "I wand o blæst bejer æ gjæjer bedst!"
Af kommunen fik han i 1843 2 skp. rug, i 44 fik han en ligkiste til sit død barn og samme aar fik han 10 skl. for at sætte to ruder ind i fattighuset - et af de faa tilfælde, hvor kommunen ses at have gjort brug af kjæltrin-gernes haandtering.
Den 90-aarige Else Marie Jensdatter i Thorup i Sunds sogn fortalte mig , at hendes Fader Jens Langelund i Fastrup byggede et par Fag til sit "salls" i 1840'erne, og da sendte man bud efter Mads Chr. Caspersen, at denne skulle komme "o llæg vinnier i bly". Mads Chr. kom saa en dag med sin glarkiste, blyvinde, kone og deres 2 børn Ingeborg og Casper. Medens manden drejede paa blyvinden, trak An Mari i det udvalsede bly med en tang.. Børnene legede med gaardens børn.
I 1836 bor parret i Snejberg, men ellers opholder de sig i Mørup eller i Rind fattighus. Mads Chr, Caspersen døde af tæring den 4. maj1846 i fattighuset, kun 34 Aar gl. Parret fik følgende børn:
1. Ingeborg Madsen, født i Møruphus 12. maj 1835.
2. Christian Madsen, født 21. jan. 1838 - død som barn.
3. Christine Madsen, født i fattighuset 12. febr. 1840, død samme dag.
4. Casper Madsen, født i Møruphus 4. febr. 1841.
5. Christiane Madsen født 29. sept. 1843, døbt af faderen, død 3 dage senere.
6. Christian Madsen, født 29. aug. 1844, døbt i livsfare af faderen og død samme dag.
7.Mads Christian Madsen, født 2. nov. 1845, død 13. marts. 1846.
Efter mandens død vedblev An Mari at bo i fattighuset. Hun har i 1846 sine 2 børn Ingeborg og Casper hos sig og faar da korn i understøttelse.. Den 5. marts 1849 overrasker hun sine omgivelser ved at forøge familien med et drengebarn, som hun selv døber, før præsten kommer - barnet dør samme dag. Som barnefader udlagde hun Jens Andersen i Dejbjerg, og drengen blev døbt Mads Christian Jensen,
Man vil forstaa, at enkestanden ikke passede for An Mari, og hun indgik da ogsaa 11. dec. 1852 i ægteskab med den 33-aarige ungkarl Johannes Johansen, kaldet Johannes Guldsmed. Fattighuset, hvor deres "kalos" stod, laa dengang ved Fejerskov, og det var dlt i 4 lejligheder, d. v. s. stuer. I den østre ende buede An Mari,
Kort forinden brylluppet havde stormen flaaet taget af den ene gavl. Sogneraadet hasvde taget lovning paa Jens Jørgensen til at lægge nyt lyngtag paa og Søren Frandsen, dengang en uconfirmeret dreng, havde lovet "o stek aap faa æ tækkemand". Naturligvis var knægten saa udspekuleret at faa aftalt med tækkemanden, at de skulle tage fat paa arbejdet netop den dag, da An Mari's og Johannes's bryllup skulle staa, og de stillede saa, til stor forundring for parret og de tilstrømmende gæster, om morgenen med deres remedier og gav sig til at tække.
Der var tre vogne til kirke og bag i den forreste sad spillemanden, Jens Wollesen fra Herning, og blæste klarinet. Da folkene var kørt, kom tækkemanden ned og fik sig en kop kaffe, og saa kravlede de paa huset igen.
Det varede jo ikke længe, inden An Mari og Johannes var smedet sammen, og brudeskaren kom tilbage. Straks de havde faaet deres "onden", tog de fat paa at danse - ka Herre Jøsses hu di ku dands, æ gammel kjælling hvermt om som naawe søsselkuen.
De, der kørte for kjæltringerne, var jo med til gildet bagefter, og blandt disse var ogsaa Chr. Merrild. Det var en Mand, der var kunsdter i, og han fandt især stor fornøjelse i at drille Mads Kats hund. Han smed hunden op paa loftet , saa Mads nær aldrig havde faaet den ned igen. Siden bandt han hunden ude, og det endte med, at Mads blev saa vred, at han stak af fra gildeshuset, gæsterne satte bag efter Mads og det lykkedes først efter megenovertalelse at faa den fortørnede gæst med tilbage. Derefter drak man kaffe, og saa dansese de løs igen. At der under festen ikke blev sparet paa brændevinen er kun en selvfølge.
Forbindelsen var ikke nogen mesalliance. Johannes var lige vendt hjem fra straffeanstalten, og An Mari var heller kke ukendt med "Nøsselokkes".
Johannes's moder var Else Sophie Caspersdatter, en søster til An Mari's første mand. Som fader angiver traditionen undertiden en guldsmed, men officielt fik omvandrende Johannes Johansen skylden, og begge angivelser passer.
Johannes, der var født i Møruphus, fulgte moderen paa dennes vandringer, indtil han blev saa gammel, at gan kunne strejfe rundt paa egen haand. I 1834 var den 15-aarige mand anholdt som omstrejfer i Ulfborg-Hind herred. Pastor Tang i Rind faar i den anledning en forespørgsel fra by- og herredsfoged J. Finsen i Ringkøbing angaaende Johannes. Svaret lyder:
Ærbødigst pro memoria!
Deres Velbyrdigheds ærede Skrivelse af 8. ds. modtog jeg d. 13. Eftermd., hin ældre Skrivelse fra Februari Md, som de omtaler, har jeg ikke modtaget, og maa den altsaa være paa en eller anden Maade forkommet.
Johannes Johansen er iflg. Rind Kbg fød og døbt d. 1ste Marts Aar 1819, Daaben publiceredes den 14. Marts s. A, altsaa er han virkelig over 15 Aar. Hans Forældre var ifølge samme Kbg.: den omvandrende Natmand Johannes Johansen og Else Caspersdatter af Møruphus i Rind, ligeledes af de saakaldte Natmands-folk. Faderen kender jeg intet til, og vel muligt, at han er landet i Slaveriet. Moderen kjender vi derimod alt for vel. Hun udmærker sig ingenlunde ved sin Kydskhed, men har, skjønt ugift, allerede sat flere uægte Børn i Verden, som det af Fattigvæsen og navnlig af Natmandsfolket haardt trykkede Rind Sogn maa forsørge. Hiin Johannes var ogsaa for dette Aar indtinget til en Mand her i Sognet (Jens Riis i Gunnerup), men løb sin Vej fra ham, saa vidt jeg husker i Midten af Januari d. A, og siden have vi intet egentligen hørt om ham, skjønt Rygtet allerede længe har forkyndet, at han var fængslet i Ringkøbing.
Hvad videre angaar hin Johannes Johansen Jun., da er hans Sindelag ingenlunde at rose. Vel er han endnu ung, men synes at have arvet alt for meget af sine Forældres og sin Stammes Naturel. dog erindrer jeg ikke, at han nogensinde har begaaet Tyverie. Derimod kunde vist hans Sandruhed være større. Ogsaa har han i Fjor Vinter, omtrent til samme Tid, spillet os det Puds at løbe bort, og han var vel neppe saa snart, maasle aldrig kommet tilbage, hvis jeg ikke havde uformodentligen truffet ham paa en Rejse i Navr Præstegaard ved Holstebro. Jeg satte ham da i Rette, lovede imidlertid, at jeg for den gang ville forglemme det og ikke lade ham arrestere, hvis han vilde vende tilbage til Rind, hvilket han ogsaa lovede og holdt, efter at hanm havde aflagt et Besøg hos sin dydige Moder, som til samme Tid havde foraarsaget vort Fattigvæsen en ikke ubetydelig Udgift ved sin 4de Barselseng (i Ølby Pastorat, ogsaa ved Holstebroe).
Da han nu denne Gang løb bort, havde han bedet Manden, hos hvem han var indtinget, at gaa hen og besøge sin Morfader i Møruphuus, der efter Sigende var syg. Manden, der ikke havde Mistanke, tillod ham dette. Derpaa kom han til sin Moder, der er indtinget paa et andet sted i Sognet i Lind By, foregav, at han havde faaet Forlov paa 2 Dage, hvorpaa hun (efter Sigende til en Mand) sendte ham ud at bede om lidt Mælk; men han blev saa borte.
Vistno er hverken Moderens eller Sønnens Udsagn (mindst den sidstes) meget at fidere paa: at han denne Gang saa vel som forrige Gang da han løb bort, er at betragte som en Rømningsmand, efterdi han begge Gange løb bort fra de Steder, hvor Fattigvæsenet havde indtinget ham, dette er vist! Hvad der kunde ene synes at undskylde ham er vistnok hans Ungdom (han er endnu ukonfirmeret), de ringe Exempler han har seet, i den i hans Stamme almindelig Hang til Omflakken og Betleri. - Man maa vel frygte, at han vil synke mere i det Onde!
Saaledes haaber jeg at have besvaret Deres Velbyrdigheds Skrivelse.
Rind Præstegaard, den 16. April 1834.
Ærbødigst.P. Tang.
Af dokumenterne i Sagen vedr. Joh. Johansen fremlagt i Ulfborg-Hind herreders ret den 22. april 1834.
Præstens anelse slog, som vi nu skal se, til. Ved ovennævnte ret blev den 19-aarige Natmand idømt 1 aars tugthus for tyveri og betleri 25. maj 1838. Han kommer i Viborg Tugthus den 21. juni og slipperud i december 1839. Efter sin løsladelse bliver han indtinget hos Frederik Caspersen i Rind, hvor han skulle blive til Nytaar. I halvhelligdagene faar han lov tilat besøge sin familie i Rind-Herning fattighuse samt i Mørup, men han glemmer rent at vende tilbage. Han træffer sammen med Bennet Hansdatter, der havde faaet plads hos Lauge Nørgaard i Herning til november, og disse to vandrer saa om i Holstebroe og Ringkøbingegnen og ernærer sig ved at handle med hægter, strikkepinde og ved at sætte vinduer ind.
I februar 1840 er parret vendt tilbage til deres hjemegn, og da bliver de arresteret under en ransagning i Herning Fattighus den 15. februar. Ved samme lejlighed tager politiet ogsaa Johannes "Mus", født Pedersen fra Dejbjerg og Else Sophie Caspersdatter. Johannes Guldsmed paastaar til sin undskyldning, at han, desværre forgæves - har søgt plads hos flere sognefogder. Rigtigheden bliver naturligvis ikke bekræftet. og da der ellers ingen formildende omstændigheder findes, saa dømmes han ved Hammerum herreds politiret 15. april 1840 til et toaarogt Ophold i Viborghus for løsgængeri.
Aaret efter, at han er kommet ud, bliver han for 5te gang begaaet løsgængeri og betleri dømt ved Bølling-Nørre herreders politiret 8. juli 1843 til 4 aars tugthusarbejde. I tugthusprotokollen er han indført som omstrejfende klinker og natmand.
Om aftenen den 28. januar 1844 ser han og en anden fange deres snit til at flygte, men de blev grebne samme nat og den 14. juli 1847, da han ellers var færdig med sin 4ireaarige straf, bliver han overført til en ny Straf - han var nemlig ved Middelsom-Synderlyng herreders ekstraret den 12. april 1844 (landsoverretten 13. maj og højesteret den 29. okt. s. aa.) idømt 5 aars tugthusstraf, som han nu maatte afsone, før han kunne nyde friheden.
Johannes's signalement pa° den Tid lyder: "63 tommer - smekker af Bygning - blondt haar og blaa øjne".
Efter at han er færdig med sin sidste straf, kommer han hjem og bliver gift med An Mari Mæster.
I nogle aar undgik han øvrigheden, men den 18. juni 1859 idømtes han ved Hammerum herreds ret 8 aars for-bedringshus for ran, løsgængeri og betleri. Straffen blev dog ved overretten nedsat til 4 aar-
Den 2. febr. 1867 faar han 5 dages vand og brød for betleri, og endelig idømmes han ved smme ret den 30. jan. 1869 6x5 dages vand og brød for meddelagtighed i tyveri. Denne straf slap han dog for - han var nemlig død tre maaneder i forvejen.
Den 5. nov. 1868 var der marked i Kollund i Rind. Egnens kjæltringer var naturligvis samlede ved denne lejlighed, og der blev ikke sparet paa brændevinen. Johannes Guldsmed var om aftenen stærkt beruset og tiggede da gode folk for en fireskilling til mere brændevin. Ved at love ikke at drikke mere den dag fik han samlet ind til 2 flasker af den eftertragtede drik, og med denne beholdning i sine baglommer stumlede han af sted, og ingen saa ham siden.
Næste foraar, 27. marts 1869, fandt en hyrdedreng Johannes's afsjælede legeme i en mergelgrav ved Kol-lund. Der blev sendt bud efter An Mari, og da hun kom, sagde hun: "De æ endda stræng o ta si mand i saarn stelling", hvad hun jo havde ret i. Saa ljædt An Mari i hans Lo'm - aa Guj, a glemmer'et aalder - tuk æ taald aa æ flask, laawt te'et o saa': "Smaag te et Engeborre - de haar saamænd ingen skaa' tawn!".
Det fortælles ogsa°, at An Mari ved denne lejlighed skulle have sagt "Ska vi saa mindes Johannes?" Og fag-mænd paastar, at folk i Herningegnen endnu hilser paA hinanden, naar de faar en genstand, ved at sige ""Ska vi saa
et mindes Johannes?", men dette mundheld er dog ikke opstaaet ved denne lejlighed, det er meget ældre.
Johannes Guldsmed skildres som en begavet fyr, dygtig blikkenslager og glarmester, men en durkdreven gavtyv var han jo. En gammel mand, der sidst i 1850'erne tjente i Neder Amdrup i Snejbjerg sogn, har fortalt mig, at Johannes en nat laa der i gaarden, og da fortalte han rask op om sine skarnsstreger - hvorlede han havde stjaalet sønder paa. Han blev da skarpt forfulgt, løb ind i en gaard og paa "æ Lal" over kostalden, skar et par baand over og smuttede saa ud gennem taget.
En anden gammel mand sagde, at Johannes kunne være ret fordringsfuld og ubehagelig, naar der ingen mandfolk var hjemme. Da man et sted saa, Johannes var i kom, gik manden ind i et sideværelse, og Johannes antog derfor, at konen var ene hjemme. Kjæltringens fordringer blev derfor større og større - da pludselig gik dødren op, og væbnet med en trævindser traadte manden nu ind i stuen. Kjæltringen retirerede, men fik dog et godt nakkedrag af vægten, inden han kunne smutte bort.
Johannes Guldsmed var faalæ bow'n i æ snak o saa jæ te sæ sjæl. Han sagde ogsaa, at han havde været paa de steder, hvor man af hensyn til omgangskredsen var nødt til at sige "Jeg" - men folk var jo nok klar over, at det fine sted var tugthuset.
An Mari havde fra sin fader faaet øgenavnene Mæster og Tænd, men ofte kaldtes hun "Skre' An Mari", d. v. s. indsmigrende, naar hun gik og tiggede. Hun var en lille kvinde med store røde øjne. Det hændte, at man ville drille hende med de store glugger, men saa svarede hun, at hun syntes, det saa helt godt ud med store vinduer i smaa huse.
Sin meste tid boede hun i fattighuset, men da hun blev gift tredie gang, fik de et hus "steld an" af noget gammelt skrammel paa heden nord for Fejerskovgaard. Det lille trefags hus var indrettet som tegningen her viser.
Da hun i 1883 var syg og maatte plejes paa fattiggaarden, og man paa den tid systematisk nedrev de mange kjæltringhuse, der fandtes i sognet, naar lejlighed gaves, ofrede kommunen 30 kr. paa købet af An Mari's hyrre, som derefter blev brudt ned.
En af hendes naboer fra den tid, hun selv ejede hus og hjem, nu afdøde Niels Søby, har fortalt mig, at hun engang imellem kom om til ham for at laane Penge. "Hør, lelde Niels, ka dut li' laa'n mæ en daaler, te a haar van wæster o - do ka fo en Dy'n hæjer mi bæ'st kjowel i pandt!" An Mari var ærlig nok, hun skulle nok betale laanet tilbage igen. Forresten var hun altid flink og saa ordentlig ud i tøjet.
Hun kunne gove trængende mennesker gode raad. Især forstod hun at læse over tandpine og ringorme og lignende. Nu afdøde plejerske Mette Hansen fortalte mig, at An Mari engang kom ind hos Pæ Skuels i Ling, hvor Mette tjente paa den tid. Da kællingen opdagede, at pigen led af ringorme, tilbød hun at ville sætte disse bort. Mette holdt slet ikke af den gamle rødøjede kvind, men der hjalp ingen kære mor. Raadet skulle pigen i hvert fald have, og det lød: - Pigen skulle tre torsdag morgener i rad dyppe en finger i fastende spyt, køre hen over ringormene dermed og mumle "Ringorm datter ni - de ni blyw te otte - de otte blyw te syv - de syv blyw te sejs - de sejs blyw te fem - de fem blyw te fire - de fire blyw te trej - de trej blyw te to - de to blyw te jæn o den jæ'n blw te ingen!"
An Mari maalte engang Maren Skelund og købmand Søren Nikolaisens kone for "muesot". Patienten stod med udstrakte arme, og saa maalte An Mari hende med rødt garn og slog en knude for hvert maal, først den ene, saa den anden arm fra armhulen til fingerspidserne, saa korsvis over brystet og over ryggen, benene op og ned - om halsen og endelig tre gange om højre haandled. Traaden om haandleddet skulle blive siddende, indtil den faldt af af sig selv.
An Mari var flere gange tiltalt og dømt for smaaforseelser. Ved Hammerum herreds ret fik hun følgende domme:
1.27. juni 1838 5 dags vand og brød for betleri
2.28. juli 1860 4x5 dages vand og brød for voldeligt overfald. En dag vaar hun gaaet over Møller Petersens mark i Kidris. Petersen var kommet ud og havde skældt hende dygtigt ud, men saa blev An Mari gal og fløj paa manden.
3.19 juli 1862 faar hun 2x5 dages vand og brød for løsgængeri og betleri.
4.2. febr. 1867 9 dages do.
5.30. januar 1869 2x5 dages vand og brød for meddelagtighed i tyveri
6.og endelig fik hun 20. okt. 1851 5 kr. i bøde for at huse omstrejfende personer samt
7.Den 16. nov. s. aa. 10 kr i bøde for samme forseelse.
Den 9. oktober 1874 bliver den 61-aarige enke gift tredie gang med Johannes Guldsmeds halvbroder Kræ Abraham eller Christen Nielsen Abrahamsen. Han var født i Rind den 8 juni 1830. Moderen var Else Sophie Caspersdatter, og som barnefader udlagde hun Christen Nielsen fra Hodde, men store Abraham var gernings-manden.
Som barn vandrer han med sin moder. i 1845 tjener han i Gammelbosig i Rind, bliver da confirmeret og faar kundskab tg medens hans opførsel betegnes som sædelig. Paa den tid er moderen i Herning fattighus. Nu vandrer han atter, bliver kæreste med en kjæltringkvind Ane Sophie Pedersdatter fra Durup, enke efter skorstensfejer Morten Jensen i Durup. Sammen med Casper Bastrup gør parret sig skyldig i løsgængeri og indbrudstyveri og bliver derfor ved Ulfborg-Hind herreders ekstraret d. 20. febr. 1852 og ved landsoverretten den 3. maj s. aa. idømt 6 aars tugthus hver. Næste aar - 20. maj - bliver Kræ Abraham og Casper Bastrup begge overført fra Viborg til Horsens straffeanstalt Kræ Abrahams opførsel betegnes da som maadelig, medens broderens er upaaklagelig.
Af en skrivelse fra skrivelse fra fængselspræsten i Horsens til Rind Herning kommune af 9. marts 1858 fremgaar det, at Kræ Abraham har ønsket at rejse til Amerika, naar han var færdig med sin straf, men tugthuset ser sig ikke i stand til at hjælpe ham, og da forstanderskabet ikke vil, saa maa Kræ Abraham blive her hjemme. Samme aar slipper han og An Sofi ud, og den 1. november bliver de viede i Durup kirke.
I vinteren 1859 træffer vi parret i Rind, hvor man skaffer dem husly og brændsel, i hvilken anledning Durup sogneforstanderskab i skr. af 24. febr. 1859 meddeler Rind-Herning fattigvæsen, at man ikke vil udbetale en understøttelse paa 120 rdl., der var tilstaaet Ane Sophie.
De to faar ophold i Herning fattighus, men Kræ Abraham maa betale 8 rdl. i husleje og 1 rdl. for hver læs klyne, og saa faar han endda paalæg om snarest at flytte og selv skaffe sig husveje. Det var nu lettere sagt end gjort. Ganske vist var Kræ Abraham en dygtig blikkenslager, men der hørte alligevel meget til, for at han skulle kunne ernære sig og kone ved professionen, og hvem ville huse et par berygtede tugthuskandidater? Af fattigforstanderskabets forhandlingsprotokoller fremgaar det da ogsaa. at parret stadig bor i Herning fattighus - "mod betaling" hedder det, og at manden den 2. januar 1861 forlanger og faar nogen hjælp, da An Sofi har faaet et daarligt ben. Sidst i februar kan hun gaa oppe, men Kræ Abraham beholder dog forløbig sin understøttelse. Efter sigende var det under et slagsmaali fattighuset, at An Sofi fik sit ben brækket, og siden var hun saa daarligt gaaende, at manden maatte bære hende paa sin ryg, naar de var pa vandring. Flere af mine gamle fortællere mindes, hvorledes han komslæbende med hende og satte sig paa skamlen forved bordet, saa hun kunne komme til at sidde paa bordet, naar de kom ind et sted.
En dag iagttog folk i Hollingholt, at Kræ Abraham kom bærende med An Sofi paa ryggen over et gangbræt. Da manden var noget beruset og slingrede en del, blev kjællingen ræd for, at de skulle plumpe i aaen, hvorfor hun resolut stivede ham af med en ørefigen, men da virkningenvar for kraftig, maatte han som modvægt have en kindhest ved den anden side - alligevel endte det naturligvis med, at de begge kom i aaen.
I øvrigt mærker man ikke meget til forbryderen i disse aar, men i 1866 er han med i en større tyverisag i Salling, og da takseres hans andel ved commissionsdom af 24. okt. 1866 til 2 aars tugthusarbejde.
Medens manden er borte faar An Sofi jævnlig understøttelse i form af forskellige naturalier af fattigvæsenet.
I 1868 kommer manden ud og flytter ind til sin kone i Herning fattighus, hvor han synes at befinde sig særlig godt. Selv sagde han, at han hellere ville sidde i tugthuset end bo i Rind fattighus.
I løbet af foraaret og sommeren 1869 huserer han, som vi straks skal høre, slemt her i egnen. An Sofi oplever dog ikke at se slutningen paa mandens bataljer, som hun heller ikke synes at have været delagtig i, hun dør nemlig den 27 juni 1869, 64 aar gammel. Noget dydsmønster havde An Sofi ikke været. Hun var i følge kgl. resolution af 8. jan. 1828 anset for kvalificeret lejermaal med vand og brød i 7 dage, ved Skive købstads politiret
den 29. juni 1849 med 2x5 dages vand og brød for løsgængeri, ved Viborg landsoverret 3. maj 1852 for deltagelse i indbrudstyveri - som før omtalt - og for 2den gang begaaet løsgængeri forbundet med betleri med 6 aars tugthusarbejde, ved Fjends-Nørlyng herreds politiret 7. marts 1865 med 20 dages simpelt fængsel for løsgængeri og betleri, og endelig ved Hammerum herreds ret den 5 marts 1868 straffet med 2 dages simpelt fængsel for betleri.
An Sofi's saga er endt, men manden fortsætter sine folks daarlige traditioner. En nat i slutningen af maj 1869 bankede Kræ Abraham paa en lille rude, der sad over Povl Sallings seng - han havde bjerget et par lam og 38 stykke hvidling hos Jens Chr. Madsen i Lillelund nord for Herning.. Povls kone Marie Nielsen kom nu op og fik travlt med at flaa lammene, hvorefter de pænt delte rovet. Den 1. juni s. aa. stjal Kræ Abraham om natten 3 gamle gæs og 4 gæslinger fra Gaardejer Kaaberholm i Snejbjerg. De to gæslinger smed han dog igen uden for gaarden, for at det skulle se ud som det var ræven, der havde været paa spil. Povl Salling og hustru hjalp ham atter. Gæssene blev plukkede, kroppene nedsaltede, og saa delte man byttet ligeligt imellem sig. Povl gav ved denne lejlighed en flaske brændevin for Kræ Abrahams part af dunene.
Nogle dage senere stjal Kræ Abraham et lam fra pastor Aagaard i Gjellerup. Han bar det hjem til Herning fattighus, hvor Waalle Paast's hustru hjalp ham med at flaa det.
Imidlertid træffer konen i Lillelund Inger Ane en dag Mads Kat, og ved at beklage sig til ham over tyveriet af lammene og fiskene og spørge ham ud, om han ikke skulle kunne tænke sig, hvem tyven er, betror Mads hende, at han og Christiane sammen med Kræ Abraham havde været til gilde hos Povl Salling, hvor man ba°de var beværtet med lammesuppe og gaasekød. Da man under gildet havde faaet rigeligt af brændevin, var Kræ Abraham bleven lystig og havde ytret, at han næste gang ville hente en fed Kvie i Lillelund. For en sikkerheds skyld føjede Mads Kat dog til, at da de opdagede, at det var stjaalne varer, de fik, saa gik de.
Da Inger Ane havde faaet disse oplysninger, kilede hun af om til herredsfogden paa Nørholm, og saa kom der bud efter komplottet. Alligevel kneb det med at skaffe beviser til veje, og Kræ Abraham var alt for durkdreventilæ at bekende noget, der ikke kunne fremlægges beviser for. Men saa var sognefoged Chr. Overgaard saa heldig at finde skindene af lammene under en tørv i Povl Sallings kaalgaardsdige, of snart var tyverierne fuldt oplyste. Paa herredsfogdens spørgsmaal til Kræ Abraham, om denne saaledes ville blive ved, svarede tyven: -"Ja, det wa da min ajt!" og endvidere fortalte han, at han havde tænkt sig at ville stjæle penge næste gang- enten hos Troels Graversen paa Vesterholm eller hos Herredsfogeden.
For disse forbrydelser idømtes Kræ Abraham ved Hammerum herreds ekstraret den 21. aug. 1869 5 aars tugthus. De øvrige meddelagtige fik hver 3x5 dages vand og brød.
I 1874 slipper Kræ Abraham ud igen. Han søger til sin svigerinde An Mari Mæster, og den 9. oktober s. aa. knæler hun paa brudeskamlen i Rind kirke med sin berygtede kjæltring. Forresten synes det som parret henlever resten af deres liv i al skikkelighed i deres beskedne hjem paa Fejerskov Hede, hvor Kræ Abraham døde den 11. januar 1880.
Den afdødes halvbroder Casper Bastrup, der paa den tid sad i Herning arrest, laved i sit Fængsel følgende mindevers, som jeg i sin tid skrev ned efter Kjælle Caspers citat:
K r i s t e n N i e l s e n A b r a h a m
Født d. 8. Juni 1830, død d. 11. Jan. 1880 paa Fejerskov Mark.
Endt er din sidste tunge Strid her neden
endt er dit jordisk Liv, din Pilgrimsgang.
Dig Vejen tit var tornefuld og trang -
Nu har du fundet Hvilen, fundet Freden
og Verdesn Fordom, Uro og Besvær
dig ikke plager og anfægter mer.
Frigjort fra Støvets Baand din Sjæl nu lever
i Glædens Hjem, hvor din Forløser bor -
Der ses vi atter, det er Herrens Ord,
naar paa hans Bud sig Gravens Dække hæver
det er vor bedste trøst, mens vi dig baare,
vi ofrer dig en lille afskedstaare.
Et ømt Farvel din Hustru her dig byder
og et fra os, du var i Faders Sted!
Gud skænke dig og hver sin milde Fred,
Farvel! Det fra din fjerne Broder lyder
Farvel! Fra hver en trofast Ven
Farvel! Indtil hos Gud vi ses igjen.
Efter at An Mari havde naaet en saa høj alder, kunne man have ventet, af fyrigheden maatte være gaaet af hende. Men tør man tro An Mari Grønning, optraadte den gamle enke dog over for hende i 1883 som rivalinde paa en meget brutal maade, idet hun ogsaa gjorde krav paa at være "kwant venner" med Casper Hodde.
"Det sidste Aar vi gik sammen, var der en anden Kvind, som ville ha ham, det var An Mari Mæster, hun had rent forgjort ham. Hun slog mig den her storene Flæk i mi Hoved, det blev syet sammen. Hun sagde til mig en Gang: du kommer ett levende fra mig, hvis du ett lar mig faa Casper - - - (Myl. Erichsen, D. J. Hede side 501).
I september 1883 flytter An Mari Mæster ind i Rind fattiggaard, hun er nu saa simpel, at hun ikke længere kan klare sig selv. Huset bliver, som før nævnt, købt iog brudt ned, og naar undtages, at sogneraadets forhandlingsprotokol viser, at den gamle skøjer har faaet forskellige beklædningsgenstande, mærker man ikke videre til hende. Saa dør An Mari den 17. okt. 1890, 77 aar gammel.
