Jørgen Christensen Qvembjerg

 

Fra Abrahamslægten fra Rønbjerg sogn: Morten Abrahamsen udgivet af Slægtsarkivet i Viborg:

Side 305 Under Christen Nielsen og Marie (Maren) Hansdatter

Jørgen Christensen født 1694 i Rønbjerg, nævnt 1717 og 19 i Rønbjerg.

Gift 1715 i Rønbjerg med Else Jørgensdater, der 1717 og 19 fødte ham døtrene Anne Marie og Sophie i Rønbjerg.

Jørgen Christensen må antages at være identisk med natmanden af samme navn, der nævnes fra 1732 i Kvembjerg i Dejbjerg sogn ved Skjern, hvor hans søn Jens Jørgensen, født 1734 blev stamfader til Kvembjerg-folkene. En ældre søn Abraham Jørgensen, født ca. 1722/24 - uvist hvor, flyttede 1767/1769 fra Dejbjerg til Hedehuset i Forum i Bryndum (Brøndum) sogn ved Varde. - Jørgen Christensens datter Anne Marie fra Dejbjerg blev gift 1749 i Nr. Nissum med Jørgen Eriksen Kolli.

 

H. P. Hansen: Jyske skøjere og rakkere

Side 94: Efter at Jens "Rakker" havde forladt Dejbjerg, varede det ikke længe, inden en ny mand overtog rakkerembedet, nemlig Jørgen Christensen, der også blev kaldt Jørgen "Loddel" og Jørgen Rakker. Gamle Laurids Korsholm fortalte, at Jørgen var kommen fra Ovtrup, og at konen var fra Forum i Vardeegnen; men Chr. Simonsen, der var født i Stauning 1697, har fortalt, at Jørgen Rakker tjente i Ånum, og at han rømte for at undgå krigstjenesten, og at han hjalp en rakker med at flå en hælmus (hest) ved Kjelstrup, hvorved han slap for at springe soldat. Måske kan begge overleveringer passe.

Ifølge Dejbjerg sogns kirkebog fik Jørgen Christensen af Qvemberg en søn døbt Niels den 18. maj 1732. Barnet blev fremstillet "af den gamle Kone i Qvembjerg, navnlig Johanne. Faddere: Monsieur Krarup paa Deiberglund, min Kone, Sophie Povels Datter, ærbaarne Jomfru Marie Stauning, Degnen Peder Winther"

Det var antagelig førnævnte rakker, Niels Clemmensen, der blev kaldt op, og hans enke, der bar barnet, og usandsynligt er det ikke, at Jørgen var gift med hans datter. Under alle omstændheder var det eller fint selskab. Men Jørgen hørte ikke til de gode børn, det opdagede man hurtigt, og da hans næste barn, Jens blev fremstilet i kirken den 9. december 1734 kneb det nok med at skaffe faddere, thi det hedder i krikebogen "Faddere vare de som af Menigheden offentlig kunde formaaes at fremtræde". En af moderens pårørende bar barnet.

Korsholm fortalte, at Jørgen Rakker havde ord for at ville både røve og slå folk i hjel, og det hed sig, at ejeren af Dejbjerglund sammen med to af sine karle en nat gik over og brænde Kvembjerghus af over rakkerne.

Jørgen blev stamfader til de senere så bekendte Kvembjerg-rakkere.

 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

General Notes (Hans Hustru)

--------------------------------------------------------------------------------

 

Fra Abrahamslægten fra Rønbjerg sogn: Morten Abrahamsen udgivet af Slægtsarkivet i Viborg:

Side 305 Under Christen Nielsen og Marie (Maren) Hansdatter

Jørgen Christensen født 1694 i Rønbjerg, nævnt 1717 og 19 i Rønbjerg.

Gift 1715 i Rønbjerg med Else Jørgensdater, der 1717 og 19 fødte ham døtrene Anne Marie og Sophie i Rønbjerg.

Jørgen Christensen må antages at være identisk med natmanden af samme navn, der nævnes fra 1732 i Kvembjerg i Dejbjerg sogn ved Skjern, hvor hans søn Jens Jørgensen, født 1734 blev stamfader til Kvembjerg-folkene. En ældre søn Abraham Jørgensen, født ca. 1722/24 - uvist hvor, flyttede 1767/1769 fra Dejbjerg til Hedehuset i Forum i Bryndum (Brøndum) sogn ved Varde. - Jørgen Christensens datter Anne Marie fra Dejbjerg blev gift 1749 i Nr. Nissum med Jørgen Eriksen Kolli.

 

 

Rakkerens arbejde som medhjælper for bødlen og arbejdet med rakkerkulen samt natmandens beskidte arbejde med renovation, måtte betragtes som et rigtigt svinsk og uappetitligt arbejde. Selvom arbejdet måske blev godt betalt, så kostede det samtidigt rakkeren og natmanden ordentlige menneskers agtelse og skaffede dem almuens dybeste foragt. Natmænd og rakkere blev betraget som urene eller "uærlige" (havde tabt æren), og ingen "almindelige" mennesker ville have noget med dem at gøre. Samtidigt blev personer, der selv foretog nedslagtning eller andre af natmandens arbejdsopgaver, også betraget som "uærlige".

Natmandens sønner kunne, da de jo også blev betragtet som "uærlige", ikke bruges som soldater (ingen ville røre dem eller have noget med dem at gøre).

 

Nogle af de fordomme, som rakkeren og natmanden blev udsatte for, gav sig bl.a. til udtryk i, at ingen ville drikke af et glas, som en rakker engang havde drukket af, eller spise af en tallerken som en rakker havde spist af. Ingen ville bære eller stå faddere til børn af rakkere, og almuens børn måtte/ville ikke gå i skole med rakkerens børn. Selv i kirken fik rakkerne deres særlige plads nederst i kirken, og på kirkegården fik de deres egen krog, som finere folk ikke "ønskede at hvile i nærheden af".

 

Flere gange forsøgte regeringen at ændre på de fordomme, som den almindelige befolkning nærede mod natmandens "uærlige" arbejde. Derfor blev der bl.a. i 1685 udstedt en forordning

 

om dem, som formedelst nogle uomgiængelige Forretninger og Bestillinger paa deres Ære forulæmpes --- en deel løse Personer have sammenrottet sig paa adskillige ringe Arbeid at forrette, under Skin af at saadant er uærligt, hvorved de foreskrive Almuen, hvad de vil have for saadan deres Betiening, og saaledes alene utilbørlig enhver betynge, men enddog tillægge dem, som det selv forrette, uærlig Sag, for sig alene derved at berige, Undersaatterne til ikke ringe Skade og Nakdeel.

Da det ei er billigt, at saadanne Folk, som Hestegildere, Svinesnidere, Skorstensfejere, Natmænd og andre slige, som saadanne uomgiængelige Gierninger bestille, Byerne og Landet til Nytte og Tieneste, baade med Ureenlighed samt døde Qvæg at udføre og andet deslige at forrette, skulle ansees for uærlige folk; Saa maa ingen herefter enten dem eller deres Børn nogen uærlig Titel eller tilføie dem nogen Vanære; langt mindre skal nogen, som selv med sine underhavende Tienestefolk saadant vil lade giøre, komme i ringeste Foragt eller Æres Forkleinelse, men hvo, som enten med Ord, Skrift eller Gierning øver mod en eller anden nogen Overlast, eller dem noget uærligt for saadan deres Forretning bebreider, skal uden Forskaanelse lide på den Ære eller straffes på Bremmerholm.

 

Der blev udstedt adskillige reskripter og forordninger i samme retning, før det begyndte at hjælpe. I en forordning af 31/1-1794 befales at ejeren inden 24 timer efter kreaturets død skulle lade huden flå af og nedgrave kroppen, hvis denne var ubrugelig til føde eller til at skyde vilde dyr på. "Nægter noget Tienestetyende at hjælpe sin Hosbond med nævnte Arbejde skal denne hidkalde to Naboer iog i disse Nærværelse selv lægge Haand på Kreaturet". Er tyendet så, trords advarsel ulydig, idømmes det første gang 4 dages fængsel på vand og brød, anden gang en måneds forbedringshusarbejde, en straf der fordobles så oft, han gør sig skyldig i forbrydelsen.

 

Natmanden får anden beskæftigelse

Efterhånden tog befolkningen forordningerne til efterretning, og bønderne begyndte selv at flå deres selvdøde kreaturer. Resultatet af dette var dog, at natmandsfolkene nu blev arbejdsløse. Derfor kom der en frygtelig tid for rakkeren og natmanden. De havde intet at leve af, og blev derfor drevet på vandring uden hus eller hjem.

 

Foragten for natmandsfolket var der stadig, og derfor søgte mange af dem ud på de jydske heder. De havde ikke et hjem som vi i normal forstand har det. Nogen havde ingen steder at være, andre havde gravet sig ned i jorden i en skrænt eller en kæmpehøj og boede i jordhytter. Andre igen boede i elendige lerklinede rønner med tag af lyng.

 

For at ernære sig begynder mange af disse derfor at vandre omkring i landet, og flere natmænd henvender sig derfor for at få understøttelse af sognene. Enkelte slog sig på glarmesterhåndværket og drog rundt med en glarkiste på ryggen og med remedier til fremstilling af blysprosser, og så lappede de bøndernes vinduer. Andre lavede og solgte bliktøj (kaffekander, vandøser, pottemål, rivejern, lyseforme og forskellige andre småting. Nogen gik over til fiskeri, jagt og lign. mens atter andre undvandrede til Amerika eller Australien.

Fattighuset i Sammelstedby