HEKSEN JOHANNE JENSDATTER

FRA HJORTDAL.

(L. D., A. 1621, Fol. 397 f.)

Den 8. Oktober 1621 vidnede nogle Kvinder på Han Herredsting mod Johanne Jensdatter, Chr. Nielsens Hustru af Faxmandlide (Fasmali) og beskyldte hende for Trolddomsbedrift. Det første Vidne fortalte, at ved St. Valborgstid 1619 kom Johanne Jensdatter ind til Lars Mikkelsen Hustru Maren Hansdatter, som dengang lå meget syg, og sagde til hende, at hun var forgjort, men kunde blive vel tilpas igen, når hun vilde lyde hendes Ord. Det vilde Maren Hansdatter nok, og så befalede Johanne, at der skulde graves en Grav ude i Bryggerset, og da Graven var færdig, bar de den syge Maren Hansdatter ud i Bryggerset, og lagde hende ned i Graven. Derpå blev der lagt en Fjæl over hende, og hun blev dækket til med et Sengeklæde, hvorpå Johanne Jensdatter kastede Muld på hende. Efterat dette var sket, befalede Johanne Jensdatter den syge, at denne skulde lægge sig til at sove, og en Time senere tog de den syge op af Graven, bar hende ind i Sovekammeret og lagde hende i hendes Seng igen. Da sagde Johanne Jensdatter: ”Jeg vil ud i Haven og

grave i Diget; der er sat noget ned i det, som Maren Hansdatter er forgjort med; men nu kommer det an på, om jeg kan finde det”. Hun gik så ud i Haven, men forbød, at nogen måtte se, hvad hun bestilte i

Haven eller sige fra, hvad hun foretog sig der. Den, som gjorde det, skulde få samme Sygdom, som Maren Hansdatter havde. Da hun var færdig med sine Undersøgelser ude i Haven, kom hun ind og sagde, at

det (Forgørelsesmidlerne, Troldtøjet) var ”forsat” af Selskabet (Heksekomplottet), og hun kunde ikke finde noget, men alligevel var Maren Hansdatter forgjort, derom kunde der ikke være Tvivl, thi Maren

fortalte, at for nogen Tid siden for der noget ”Ondt” tre Gange avet om Gården og gøede som en Hund mod Hunden, der stod bunden ved Døren. Maren blev gruelig forskrækket og læste og bad til Gud om Nåde, men Johanne Jensdatter sagde til Maren, at en sådan Bøn kunde ikke redde hende, hun var sikkert bleven forgjort den Nat. Havde hun derimod sagt, da hun hørte Spøgeriet derude i Gården: ”Far Djævlen i

Vold”, så havde det ingen Magt fået over hende. Kort Tid efter døde Maren Hansdatter, så Johanne Jensdatters Kunster hjalp ikke noget. En Kone fra Bratbjerg vidnede også mod Johanne Jensdatter og sagde, at for 8 År siden, da var Johanne hos hende og vilde have givet hende noget, som hun skulde bruge til at forgøre Chr. Mouritsen i Svenstrup med. Johanne sagde til Konen fra Bratbjerg, at denne skulde gå tre Gang avet om Chr. Mouritsens Hus og blæse tre Gange i Nordøst og siden kaste det, som Johanne vilde give hende, over Huset. Da Konen fra Bratbjerg ikke vilde tage imod Troldtøjet, bad Johanne hende, om hun dog ikke vilde gå tre Gange avet omkring Chr. Mouritsens Hus. Under denne Vandring skulde hun tage Muld op under sin højre Fod og kaste det over Chr. Mouritsens Hus samtidig med, at hun tre Gange skulde give Huset i Djævlens Vold. Hvis hun vilde gøre dette, skulde Chr. Mouritsen svinde (sygne hen) som Dug for Solen, men Konen fra Bratbjerg vilde ikke have noget med Johanne Jensdatters Kunster at gøre. En Mand klagede over Johanne og beskyldte hende for, at hun havde forhekset hans Køer. Anledningen dertil var, at nogle af Mandens Får var en Dag gået ind på Johanne Jensdatters Toft. Hun truede så Manden på forskellig Måde både med Hensyn til Køer og Får, og derefter vilde i fire År hans Køer ikke ”løbe øxen” Brunst), men når han solgte Køerne, ”løb de straks øxen”. Endelig fremtrådte Fisker Niels Madsen af Svenstrup som Vidne imod Johanne Jensdatter. En St. Hansnat havde han været nede at fiske i Svenstrup Sø, og da han på Hjemvejen kom til ”Hyffueldal”s Rende, så han, at Johanne Jensdatter sammen med flere af hendes Selskab dansede frem og tilbage over Renderne. Johanne var ved denne Lejlighed klædt i en Skindkjortel.

 Mange flere Vidner optrådte mod Johanne, og Landstinget dømte hende til at miste sin Boelslod og inden en Måned at rømme Kongens Riger og Lande. Hun slap så foreløbig med Livet, men Landflygtighed var særlig i de Dage en forfærdelig hård Straf, der måske i mange Tilfælde var værre end Døden.

 

Kilde:  

 (Historisk Årbog for Thisted amt 1917, side 63-93)